I kløerne på Mettes barske ven: Min kone forsvandt i 14 dage

Livsfarlig kritik: Faustins kone blev grundløst fængslet. Her fortæller en systemkritiker i eksil sin historie

Systemkritikeren Faustin Rukundo er flygtet fra Rwanda, men lever stadig i frygt.

Dit liv bliver aldrig det samme igen, hvis du sætter dig op imod Mette Frederiksen og regeringens nye ven - præsident i Rwanda Paul Kagame.

Det fortæller Faustin Rukundo. Han er far til tre og har bopæl i Leeds, Storbritannien.

Her har han boet, siden han flygtede fra Rwanda i 2005.

- Du er aldrig sikker, når du kritiserer Rwandas regering. Vi kommer altid til at leve i frygt, fortæller Faustin Rukundo på en videoforbindelse.

I landet, som er mindre end Jylland, rimer opposition og systemkritik slet ikke på sikkerhed.

SE FAUSTIN FORTÆLLE SIN HISTORIE I VIDEOEN OVER DENNE ARTIKEL.

- Den dag, du beslutter at sætte dig op imod dem, ved du, at du kan dø når som helst. De jagter én. De bruger dine venner. De bruger din familie. De isolerer dig. De sørger for, at du lider. Selvom de ikke kan få fat i dig fysisk.

Familiens bange anelser blev for alvor virkelighed, da Faustins kone, Violette Uwamahoro, i 2017 blev tilbageholdt i al hemmelighed i Rwanda.

Faustin Rukundo med sin familie hjemme i Leeds. Privatfoto
Faustin Rukundo med sin familie hjemme i Leeds. Privatfoto

I to uger vidste Faustin Rukundo ikke, hvor hun var.

Først da de britiske myndigheder gik ind i sagen, kom hun for en dommer. Her blev hun endelig frikendt. De opdigtede anklager lød blandt andet på, at hun var ved at opbygge en kriminel organisation i landet.

Reelt var hun blot rejst hjem, fordi hendes far skulle begraves.

Prisen blev to ugers helvede i Paul Kagames frygtede fængsler.

Hacket
Igen i 2019 var den gal.

Her oplevede Faustin Rukundo, at hans telefon pludselig opførte sig mærkeligt.

Det samme gjorde nogle af hans meningsfæller i en forening for systemkritikere.

Rwandas styre havde haft held til at hacke hans telefon igennem WhatsApp. En beskedtjeneste, som er vidt udbredt i Afrika, fordi den fungerer, selv når netværket er dårligt.

Og faktisk var hacking næsten den værste af de to oplevelser. Nu oplevede rwanderen og hans kone, hvordan styret åndede dem i nakken på tusindvis af kilometers afstand.

- Vi var skrækslagne. Det kom så langt, at vi ikke kunne tillade vores børn at have mobiltelefoner. Vi kan ikke vide, hvem der har adgang til dem. Så vi vidste ikke, hvordan vi skulle kommunikere med dem. Vi kunne heller ikke lade dem bruge offentlig transport, fortæller han.

Faustin Rukundo fortæller, at Rwandas styre har agenter i Storbritannien, som holder øje med ham og andre systemkritikere. BBC kunne i 2020 afsløre lækkede billeder, hvor rwandere i eksil blev aftvunget at sværge Paul Kagame troskab.

- Jeg lader aldrig en drink ude af syne. Men ved aldrig, hvad der kan ske, fortæller Faustin Rukundo, der dog nægter at holde mund. Nægter at lade sig kyse.

- Jeg bliver nødt til at stå frem for at bekæmpe min egen frygt, forklarer han.

Skidt løsning
Med åbenheden håber han også at hjælpe andre ofre for styret i Kigali.

Ekstra Bladet fortæller Faustin Rukundo, at regeringen i Danmark har intensiveret samarbejdet med Paul Kagame. At Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye formentlig drømmer om et asylcenter i Kagames Rwanda.

- Hvis du vil finde løsninger, der kan redde menneskers liv, skal du ikke gå til mennesker, der dræber deres egen befolkning, konstaterer han.

Ekstra Bladet har set dokumentation for, at de britiske myndigheder ydede bistand, da Violette Uwamahoro blev anholdt og skjult i Rwanda.

En talsperson har ligeledes bekræftet dette over for BBC. Hvorvidt hendes frifindelse var resultatet af denne indsats, er uvist. 

Mettes barske ven

Regeringen vil samarbejde med Rwanda trods præsident Paul Kagames foragt for menneskerettigheder.

Hans styre har blandt andet skudt og dræbt 12 flygtninge, uden det fik konsekvenser for gerningsmændene. De ville bare have bedre mad.

Han har adskillige andre menneskerettighedskrænkelser på sin samvittighed og bedriver et 'semidiktatur'.

Ministrene Mattias Tesfaye og Flemming Møller Mortensen har underskrevet luftige samarbejdsaftaler med landet.

Human Rights Watch advarer regeringen mod at tage løfter fra Paul Kagame seriøst. Han er i øvrigt en mand, som foragter Vesten.

Mette Frederiksen vil slet ikke forholde sig til, hvordan menneskerettighederne er i det land, hvor hendes ministre formentlig undersøger mulighederne for at oprette et dansk asylcenter.

Paul Kagame fremstiller sig som folkets mand. Men hvis folket går imod ham, falder hammeren. Her ses han for to år siden i anledningen af 25-året for folkedrabet, som kostede mindst 800.000 uskyldige mennesker livet. Foto: Ritzau Scanpix
Paul Kagame fremstiller sig som folkets mand. Men hvis folket går imod ham, falder hammeren. Her ses han for to år siden i anledningen af 25-året for folkedrabet, som kostede mindst 800.000 uskyldige mennesker livet. Foto: Ritzau Scanpix