Ida Auken tager orlov grundet stress

Ida Auken har de seneste uger været sygemeldt på grund af overbelastning og stress, og hun vil søge om orlov

De radikales klimaordfører, Ida Auken, er på grund af overbelastning og stress blevet nødt til at træffe en beslutning om at søge orlov fra Folketinget. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
De radikales klimaordfører, Ida Auken, er på grund af overbelastning og stress blevet nødt til at træffe en beslutning om at søge orlov fra Folketinget. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De radikales Ida Auken vil tage orlov fra Folketinget på grund af stress.

Det skriver hun på Facebook.

'Man skal huske at passe på sig selv. Det har jeg måttet lære på den hårde måde. Jeg har de seneste uger været sygemeldt på grund af overbelastning og stress.

Årsagen er, at jeg, som mange andre mennesker i vores samfund, har kørt i et for højt tempo i for lang tid.

Derfor har jeg nu besluttet at søge om orlov fra Folketinget, så jeg kan blive rask igen. Målet er at vende tilbage med nye kræfter og nyt mod,' skriver hun.

41-årige Ida Auken er klimaordfører for Radikale Venstre, og hun er formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

Hun har tidligere også repræsenteret SF i Folketinget fra 2007 til 2014.

Fra 2011 til 2014 var hun miljøminister i S-R-SF-regeringen, men da SF forlod regeringen, sagde hun farvel til partiet og skiftede til Radikale Venstre.

Her har hun siden ikke mindst gjort sig bemærket som miljø- og klimaordfører, og sidstnævnte ordførerskab har hun stadig.

Ida Auken har været en varm fortaler for den grønne omstilling, som hun også skulle have sat sit præg på i den kommende tid i forhandlinger om klimahandlingsplaner.

Dette kommer hun også ind på i sit opslag:

'Corona er menneskehedens mest akutte krise - klimaet er menneskehedens største krise.

Så glem ikke kampen for klimaet, selv om vi alle sammen har meget at kæmpe med i disse tider,' skriver Ida Auken.

Hun nævner i sit Facebook-opslag ikke noget om, hvornår hun håber at kunne vende tilbage til Folketinget.

1072 kommentarer
Vis kommentarer