Jakob Ellemann-Jensen (V), forsvars- og vicestatsminister, blev i går pludselig ramt af et ildebefindende og i al hast sendt på Rigshospitalet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger havde Venstre-formanden først på dagen et møde i Statsministeriet med sin chef, Mette Frederiksen (S). Det var i denne forbindelse, at Ellemann pludselig blev meget utilpas og ramt af svimmelhed samt hovedpine.
Forsvarsministeren måtte ifølge Ekstra Bladets kilder pludselig hjælpes til at sidde ned.
Herefter traf snarrådige kolleger til den 49-årige politiker en hurtig beslutning om at ringe efter en ambulance, som hastede ham til Rigshospitalets akutmodtagelse.
En kilde tæt på forløbet beskriver det som 'en af den slags beslutninger, man meget hurtigt kan fortryde, hvis man ikke træffer den.'
Mange timer på Riget
Efter adskillige timers ophold på Rigshospitalet kunne vicestatsministeren selv bekræfte forløbet på sociale medier sent i går eftermiddag:
'Det blev en lidt usædvanlig start på dagen. For efter et par møder her til formiddag fik jeg, hvad man nok bedst kan kalde for et ildebefindende. Med svimmelhed og hovedpine. Jeg røg derfor en tur på Rigshospitalet for en sikkerheds skyld, hvor jeg er blevet undersøgt af det meget kompetente og venlige personale,' skrev Ellemann på sin Facebook-profil.
Ekstra opmærksom
Forsvarsministeren understregede desuden, at han i fremtiden skal være ekstra opmærksom på sit helbred:
'Der er heldigvis ikke noget alvorligt at melde, og jeg har det godt igen. Jeg forventer derfor at være tilbage i arbejdstøjet igen i morgen, og så kommer jeg selvfølgelig til at være ekstra opmærksom på mit helbred i den kommende tid.'
Ekstra Bladet forsøgte i går at få en kommentar fra Statsministeriet til, hvad der nærmere skete, da Jakob Ellemann måtte hastes på hospitalet. Her henviser man imidlertid til Forsvarsministeriet, som henviser til Ellemanns Facebook-opslag.
Ellemanns stab har oplyst, at han ikke ønsker at svare på yderligere spørgsmål på nuværende tidspunkt.
Sådan overvinder du svimmelheden
Artiklen fortsætter under billedet ...
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Nummer to
Jakob Ellemann-Jensen har siden regeringsdannelsen før jul været forsvarsminister og vicestatsminister i SVM-regeringen.
Vicestatsministerposten signalerer, at Jakob Ellemann-Jensen er nummer to i statsrådsrækkefølgen efter Mette Frederiksen.
Dermed vil Ellemann som udgangspunkt blive fungerende statsminister, hvis Mette Frederiksen (S) er ude af stand til at udfylde rollen som regeringschef:
- Der ligger det at signalere statsrådsrækkefølgen, og, Gud forbyde det, om statsministeren skulle få en tagsten i hovedet, jamen, så skal jeg nok tage over, lød det mere præcist i et interview med TV 2 på dagen, hvor de nye ministre blev præsenteret.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Engell: For tidligt at spekulere
Selvom Jakob Ellemann-Jensen og resten af regeringstoppen er underlagt et voldsomt arbejdspres, er det for tidligt at spekulere i, om arbejdet kan have fremprovokeret det ildebefindende, som Ellemann blev ramt af i går.
Sådan lyder det fra Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell, der selv i en lang årrække har været partiformand og minister med et stort arbejdspres til følge:
- Man skal ikke spekulere i, hvad der er sket, for vi ved jo ikke så meget om det endnu. Det kan jo være alt, lige fra han ikke har drukket nok vand, til at han er stresset. Der kan være mange forklaringer, siger Hans Engell, som dog understreger, at toppolitikere som udgangspunkt er under hård belastning.
Noget, der også gælder Ellemann:
- Han er både partiformand, forsvarsminister, medlem af regeringens koordinationsudvalg og sidder i det centrale, så det er jo den maksimale belastning.
- Han har været på mange udlandsrejser på det sidste og senest med den store Ukraine-tur. Så det kan også være, at han simpelthen er kørt noget ned. Men vi må gå ud fra, at der kommer en orientering på et tidspunkt om, hvad der er sket, siger Hans Engell.
Altid foruroligende
Ifølge den politiske kommentator bliver det dog altid taget alvorligt, når en minister helt centralt i regeringen pludselig må på hospitalet.
- Men det er da klart, at det altid er foruroligende, når en minister får et ildebefindende. Man kan håbe på, at det er noget midlertidigt og forbigående, og at han oven på en tid under hårdt pres får skruet lidt ned, siger Hans Engell.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Politikere ramt i tjenesten
Det er langtfra nyt, at toppolitikere af den ene eller anden årsag får ildebefindende eller må trække stikket. Enten som følge af stress, arbejdspres eller andre helbredsproblemer.
Jacob Mark
Sidste år kunne SF'eren Jacob Mark berette, at han i november 2021 havde mistet store dele af synet på grund af stress og udbrændthed. Han tog derfor orlov fra Folketinget og sine poster i SF.
Villy Søvndal
Den tidligere SF-formand blev i 2013 ramt af en ganske alvorlig tilstand, da han pludselig fik et ildebefindende i sin ministerbil. Det viste sig, at den daværende udenrigsminister i S-R-SF-regeringen var ramt af en blodprop i hjertet og skulle opereres og have en ballonudvidelse.
Alex Vanopslagh
LA-lederen har åbent fortalt om den stress og angst, som i en periode holdt ham ude af politik. Vanopslagh opdagede, at han var ramt, da han på en rundvisning med en ven på Christiansborg mærkede symptomer, når han talte om sit arbejde.
Han blev svimmel, fik vejrtrækningsbesvær og mærkede, at det sortnede for øjnene, har han fortalt i flere interviews.
Eva Flyvholm
Den tidligere forsvarsordfører for Enhedslisten gik i december 2021 ned med stress.
'Gennem lang tid med stort arbejdspres og alvorlig sygdom i familien er jeg blevet slidt for meget ned. Derfor bliver jeg sygemeldt nu med stress og overbelastning,' skrev hun dengang på Facebook.