Inden skæbnemøde hos Løkke: Det sejler i blå blok

Det var en flok blå partiledere, som havde svært ved at lægge skjul på problemerne i blokken, der ankom til krisemøde hos Løkke

Her fortæller Pape, at Konservative ikke længere har tillid til Eva Kjer (Foto: Lasse Brøndal)

Forholdet mellem partierne i blå blok er mildt sagt elendigt.

Og timingen er elendig.

For her til aften indledte de fire partier - repræsenteret af Lars Løkke, Søren Pape, Kristian Thulesen Dahl og Simon Emil Ammitzbøll - et krisemøde, som risikerer at blive det sidste i samarbejdets otte måneder korte liv, hvis ikke det lykkedes de borgerlige at komme til enighed om et grundlag for V-regeringens fortsatte overlevelse.

Mødet finder sted på Løkkes foranledning, efter Konservative her til aften trak tæppet væk under Eva Kjer Hansen i den såkaldte gyllegate, hvor hun som minister har malet miljøregnskabet for landbrugspakken grønt.

Han søger simpelthen fornyet opbakning til hans hverv som statsminister.

- Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering..., skrev Løkke på de sociale medier.

LA rasende
Simon Emil Ammitzbøll (LA) lagde ikke fingrene imellem, da han skød med skarpe pile mod Konservatives mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen.

- Det er ærgerligt, man vil vælte en minister, fordi man ikke selv har læst papirerne, ikke forberedt sig ordentligt. Det er utroligt, at en minister kan blive væltet på, at modparten ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Hvis man havde læst notaterne, som man har fået udleveret, så ville man vide alt det, man påstår, man ikke ved, sagde han.

Hør Ammitzbølls kommentar her (Foto: Lasse Brøndal)

Tulle dybt overrasket
Kristian Thulesen Dahl (DF) er også harsk i tonen over for Papes tropper.

- Det er dybt overraskende. Det er udtryk for, at der er gået Christiansborg-fnidder i den. Jeg tror, de fleste danskere sidder ude ved skærmene og tænker ’hvad i alverden har de gang i – er der ikke større problemer’.

- Er der tale om et dysfunktionelt samarbejde i blå blok?

- Der er tale om en overraskende vending. Der er gået Christiansborg-fnidder i det, siger han

Den konservative leder Søren Pape Poulsen lod forstå, at hvis Løkke ville sætte sin regering ind på Eva Kjer Hansen, så var det op til ham.

- Hvad siger du, hvis Løkke gør Eva Kjer Hansen til et kabinetspørgsmål?

- Det må han selv om. Hvis statsministeren gør det til et kabinetspørgsmål, så er det hans valg, siger han.

Hør Thulesen Dahls kommentar her (Foto: Lasse Brøndal)

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere