Det er ikke længere end tre uger siden, at Inger Støjberg kunne berolige danskerne på et åbent samråd.
Nok havde hun udsendt en ifølge Ombudsmanden ulovlig pressemeddelelse, som senere samme dag blev til en ulovlig instruks, om at tvangsadskille alle unge asylpar over en bred kam.
Men instruksen blev fulgt af en mundtlig orientering. Og derfor havde myndighederne - Udlændingestyrelsen - aldrig administreret efter ministeren ulovlige ønske.
- Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne, lød det blandt andet fra Inger Støjberg 1. juni.
Men under dagens samråd erkender Inger Støjberg, at det ikke var helt sandt.
Støjberg tilstår: Asylpar blev skilt ad ulovligt
I perioden mellem 10. februar og 28. april 2015 blev der nemlig ikke afholdt de lovpligtige partshøringer af de unge par.
Hun lyver
Derned erkender hun, at der ikke - som hun påstod - 'hele tiden' blev administreret lovligt.
Efter dagens samråd er oppositionens udsendte ikke en sekundt i tvivl om, at Inger Støjberg har fyldt dem med en sand fra de varme lande.
Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen siger det mest klart:
- Hun lyver, siger hun.
Socialdemokratiets Mattias Tesfaye mener, at 'de borgerlige politikere skal kigge godt ind i Sankt Hans-bålet i aften og afgøre', om de mener Inger Støjbergs opførsel er 'folkestyret værdigt'.
Børnebrude på asylcenter: 13-årig blev gravid, 16-årig dræbt af sin mand
Meget, meget tilfreds
Inger Støjberg mødte efter samrådet pressen. Her er, hvad hun har at sige til sit forsvar:
- Partshøringer er noget, der skal gennemføres i de her sager. Jeg kan bare konstatere, at det aldrig nogensinde har været gennemført. Ikke bare i min tid, men også under tidligere ministre - heriblandt Mette Frederiksen.
- Hvem har ansvaret for, at I ikke reagerede på de breve i fik fra Insitutut for Menneskerettigheder og andre (om at der skulle administreres lovligt med partsøringer, red.)?
- Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke er blevet orienteret om det her med partshøringer før man iværksatte det.
- Burde du være orienteret af dine embedsmænd, der fik de breve?
- Jeg har ingen kritik. Jeg er faktisk meget, meget tilfreds.
- Er det ikke dit ansvar, at der er foregået en ulovlig sagsbehandling i din tid som minister?
- Lige præcis partshøring er en myndighedsopgave. Dét, jeg har været optaget af, er at få vendt bøtten og få en så restriktiv linje på det her område som overhovedet muligt. Vi har også skulle overholde de internationale konventioner. Det står også klart, at der netop har været den individuelle vurdering af sagerne, der skulle være. Det har ombudsmanden også beskrevet tidligere.
- Der er simpelthen ikke noget nyt i det her samråd og omkring partshøringer. Det står klart, at det indførte vi og begyndte at administrere efter den 28. april (2016, red).
Sådan kan du ikke stille det op
- For tre uger siden sagde du, der blev administreret efter reglerne. I dag erkender du, at det er der ikke blevet. Hvorfor sagde du noget, der var fuldstændig løgn for tre uger siden?
- Prøv at høre her. Det dér, sådan kan du ikke stille det op.
- Hvorfor er det ikke en løgn? Du understregede, at grunden til at det her ikke var en Tamil-sag var, at der var blevet administreret efter reglerne hele tiden. Det er der overhovedet ikke blevet. Hvorfor er det ikke en løgn. Og hvorfor løj du?
- Der har hele tiden været administreret efter reglerne, når det handler om...
- Ikke når det gælder partshøringer. Har dansk forvaltningret hele tiden været overholdt i din ministertid?
- I forhold til de individuelle vurderinger ja. I forhold til partshøringer ikke før den 28. april. Ligesåvel som det var tilfældet i Mette Frederiksens tid.
Herefter forlod Inger Støjberg mikrofonerne.
Oppositionen har allerede nu indkaldt Inger Støjberg til et tredje åbent samråd om sagen.