Intern redegørelse: Nu reagerer baglandet

Det radikale bagland har stadig tillid til Karen Melchior, efter en uafhængig instans har set på de massive problemer afdækket af Ekstra Bladet

Karen Melchior kan, hvis hun vil, fortsat stille op til Europa-Parlamentet for de radikale til næste valg. Foto: Jonas Olufson
Karen Melchior kan, hvis hun vil, fortsat stille op til Europa-Parlamentet for de radikale til næste valg. Foto: Jonas Olufson

Europaparlamentsmedlem Karen Melchior (R) kan tilsyneladende lade julefreden sænke sig og ånde lettet op.

Det får umiddelbart ingen konsekvenser for hendes radikale kandidatur til Europa-Parlamentet, at Ekstra Bladet over de seneste måneder har afsløret massive problemer med arbejdsmiljøet - herunder overfusninger og stress-sygemeldinger på stribe.

Sådan bliver konsekvensen hos hovedstadens Radikale Venstre, efter de radikales uafhængige kontaktinstans har vurderet problemerne med arbejdsmiljøet på Melchiors kontor i Bruxelles.

En undersøgelse, der tirsdag har ført til en intern beklagelse fra Karen Melchior bragt over for Radikale Venstres medlemmer.

Karen Melchior ville ikke tale med Ekstra Bladet om sagerne på hendes kontor

Det fortæller Søs Haugaard, kredsformand og formand for kandidaturudvalget i Hovedstadens R, til Ekstra Bladet:

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle ansatte og frivillige i Radikale Venstre skal behandles godt og føle sig trygge. Det vil sige, at de problemer, der er og har været på Karens kontor, skal løses, siger Søs Haugaard til Ekstra Bladet.

- Det er Karen fuldkommen enig i. Og det er jeg i dialog med hende om, lyder det fra kredsformanden.

Sagen om Karen Melchior

Ulideligt arbejdsmiljø: Flygter fra radikal profil

Ekstra Bladet afslører i september, at Radikale Venstres medlem af EU-Parlamentet, Karen Melchior, flere gange har mistet besindelsen og råbt ad ansatte og gjort arbejdsmiljøet på sit kontor ulideligt.

Melchior beskrives blandt andet som ’ubehagelig’, ’kolerisk’ og ’perfid’, og at hun har et ’voldsomt’ temperament'. Selv er hun 'overrasket'.

 

Radikal hidsigprop gik amok i lufthavn

I forbindelse med Folkemødet i 2019 var Karen Melchior - ifølge eget udsagn - så vred, at hun forsøgte at gå om bord på et fly uden at have fået lov af personalet. Til sidst måtte den radikale politiker stoppes af politiet i lufthavnen.

'Jeg skældte ud over ikke at kunne få ordentlig besked og var frustreret, sulten og sikkert rigtig dum at høre på,' fortæller Karen Melchior.

 

Radikale i bizart optrin: Profil nægter at svare

Karen Melchior ville bestemt ikke snakke med Ekstra Bladet på Radikale Venstres landsmøde om de omfattende problemer med uacceptabel adfærd på sit kontor. Hun har endnu til gode at stille op til interview.

 

Flere sygemeldte: Knækket af radikal profil

Arbejdsmiljøet under de radikalse EU-profil Karen Melchior har været så brutalt, at mindst tre medarbejdere i parlamentet har været sygemeldt på grund af politikerens adfærd.

- Jeg er en stærk person, jeg elsker mit arbejde, og jeg er god til det. Jeg kan klare alt. Men Karens adfærd knækkede mig, siger en sygemeldt medarbejder, der ønsker at være anonym.

 

Undersøgelse af Karen Melchior igangsat

Radikale Venstre indledte i oktober en omfattende undersøgelse af Karen Melchior og problemerne med arbejdsmiljøet på hendes kontor.

I en intern e-mail skriver kontaktinstansen, at den inden for den seneste måned har været i kontakt med flertallet af både nuværende og tidligere ansatte under Karen Melchior samt andre kolleger i EU-Parlamentet.

- Har du fortsat tillid til Karen Melchior?

- Jeg har fortsat tillid til Karen som politiker og som mennekske.

- Hvordan er du i dialog med Karen Melchior om de her ting?

- Det betyder ikke andet, end at vi er enige om, at problemerne skal løses. Og vi vil løbende være i dialog om, hvilke tiltag der er nødvendige.

- Er I blevet rådført af kontaktinstansen til at overveje Karen Melciors kandidatur næste gang i forhold til de sager, der har været?

- Kontaktinstansen beder ikke nogen om noget. De giver bare deres vurdering. Og den har vi fået. Og så er det os, der vælger, hvordan vi skal gøre.

- Hvad synes du om kontaktinstansens vurderinger?

- Det er dækket af det, jeg sagde senere. Når der er problemer, så skal der gøres noget ved det.

Svarer ikke
Redegørelsen fra Karen Melchior er udelukkende tiltænkt Melchiors radikale partifæller.

Ekstra Bladet har spurgt Karen Melchior, om hun har beklaget direkte til de medarbejdere, der har følt sig dårligt behandlet eller er knækket under hendes ledelsesstil i Bruxelles.

Eller om hun ønsker at uddybe sin reaktion over for Ekstra Bladet.

Det har Karen Melchior dog nægtet at svare på:

'Jeg har ikke yderligere at tilføje til redegørelsen. Jeg diskuterer ikke personsager i pressen,' skriver Karen Melchior i en sms til Ekstra Bladet.

Hele indlægget fra Karen Melchior

Dårligt arbejdsmiljø på mit kontor

Kære Radikale,

Jeg har siden sommer haft en dialog med partiets kontaktinstans og et møde 1. november. Fredag 17. december modtog jeg til orientering kontaktinstansens endelige anbefalinger.

Jeg er oprigtig ked af, at der har været dårligt arbejdsklima i mit kontor, og at min arbejdsledelse har været en medvirkende årsag hertil. Mit kontor og jeg vil nu arbejde videre med kontaktinstansens udmelding og anbefalinger.

Om baggrunden for den nuværende situation vil jeg gerne oplyse:

Efter at jeg blev folkevalgt i 2019, gik jeg fra at være medarbejder til at være leder. Det har taget mig tid at finde den rette balance mellem at uddelegere personaleledelse til den ansatte kontorleder og koncentrere mig om at være politiker, og det kan stadig være vanskeligt i et team på kun 4-6 medarbejdere, inkl. kontorlederen. Det er meget vigtigt for mig, at medarbejdere trives, lærer nyt og udvikler deres kompetencer på kontoret

Europa-Parlamentet er en hektisk arbejdsplads, hvor man som politiker og dermed også i de kontorer, der omgiver politikerne, står alene i en grad, jeg ikke har oplevet som kommunalpolitiker eller observeret hos folketingsgruppen.

Jeg har lang arbejdserfaring med de opgaver, jeg beder mine medarbejdere om at udføre, hvorfor jeg kan opleves som mere hands-on end andre politikere. Jeg stiller høje krav til mig selv og til de mennesker, der omgiver mig. Jeg er hårdtarbejdende og passioneret.

Jeg har siden foråret 2020 haft en konsulent tilknyttet mit kontor, som både sparrer med mig og min kontorleder om, hvordan vi forbedrer det psykiske arbejdsmiljø på en travl politisk arbejdsplads. Jeg ser frem til at fortsætte dette samarbejde. Det har handlet om at forbedre, strukturere og prioritere arbejdet på kontoret. Desuden har konsulenten rådgivet mig i, hvordan jeg som leder (frem for kollega) bedst skal vejlede og motivere, og hvordan jeg kan italesætte de krav, som jeg har til opgaveløsning. Dialogen med konsulenten har været nyttig og pågår som nævnt stadig.

Til tider har det været en udfordring at navigere i lederrollen, hvis der eksempelvis har været uoverensstemmelser mellem kollegerne på kontoret eller problemer med medarbejderes adfærd. Jeg har således oplevet, at en ansat kontorleder ikke gjorde opmærksom på problemer, og at jeg som følge deraf først, da en medarbejder sagde sin stilling op, blev oplyst om alvorlige samarbejdsproblemer mellem denne og lederen. Den pågældende leder blev senere afskediget med hjælp fra landssekretariatet og efter parlamentets gældende regler, hvilket vedkommende ikke modtog positivt.

Sideløbende med min dialog med kontaktinstansen har jeg fortsat det igangværende arbejde med mine medarbejdere om at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og derudover indgået aftale om en arbejdspladsvurdering fra samme konsulentfirma, som Radikale Venstre bruger på Christiansborg. Det arbejde håber jeg nu, at jeg og mit kontor får mulighed for og arbejdsro til at fortsætte med.

Usikkerheden omkring de anonyme anklager og den langvarige proces kombineret med Ekstra Bladets interesse og sociale mediers kommentarspor har gjort de sidste fire måneder til de mest belastende, jeg nogensinde har været igennem. Forløbet har også lagt et enormt pres på mine medarbejdere, der dog har støttet og bakket op om mig, samtidig med at de har udført deres arbejde. Det gælder både nuværende og tidligere medarbejdere.

Det er jeg utrolig taknemmelig over. Jeg har også sat meget stor pris på alle støttende henvendelser, jeg undervejs har modtaget fra jer og det radikale bagland. Jeg har gennem hele forløbet haft tæt kontakt med både formandskab og landssekretariat, de fortjener også stor tak. Jeg håber, at vi kan fortsætte det gode samarbejde.

Mange hilsner

Karen

Vi hører her ouverturen til en mulig katastrofe

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.