Intern video fra statsministeren vækker undren

Statsminister Mette Frederiksen siger i en intern sommerhilsen til sine departementer, at hun under coronakrisen har lært, at man kan gøre meget uden 'de processer, vi plejer at lægge ned over de politiske beslutninger'. Institut for Menneskerettigheder undrer sig over beskeden

'Jeg ved også, at I har lært en masse undervejs, ligesom jeg selv har gjort det. Og måske er det, vi skal tage med os i den måde, vi arbejder i fællesskab, at vi kan ganske meget. Også uden alle processer, som vi plejer at lægge ned over de politiske beslutninger.'

Sådan lyder beskeden fra statsminister Mette Frederiksen i en videohilsen sendt til de ansatte i embedsværket, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. 

Beskeden til embedsværket undrer direktør i Institut for Menneskerettigheder Louise Holck.

Høringer sikrer borgeren
'Man kan jo spørge sig selv om, hvad det er hun egentlig mener. Er det noget internt i ministerierne i den forberedende lovproces, eller er det, at man har hastelovgivet og vedtaget love uden den sædvanlige høring af eksperter,' spørger Louise Holck til Ekstra Bladet mandag.

Det er epidemiloven, der har sat nogle grundlæggende processer, som Louise Holck refererer til, ud af spil. Det er blandt andet traditionen for høringer af eksperter, interesseorganisationer og borgere i forbindelse med vedtagelse af et lovforslag.

Ifølge Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret på SDU, bør processen normaliseres igen.

- Under coronakrisen vedtager man lovgivning lynhurtigt, fordi der er tale om ekstraordinære omstændigheder, siger han til Ekstra Bladet.

- Der sætter man nogle garantier ud af spil på grund af omstændighederne, for processen omkring høringer er til, for at borgere som udgangspunkt også kan blive hørt, men også for at undersøge lovkvaliteten, påpeger Frederik Waage.

 

Tænketank: Fratag ministerens beføjelser

Tænketanken Justitia har undersøgt hele forløbet omkring coronakrisen

Regeringen var for lukket, og nogle indgreb var meget vidtgående, selvom Grundloven blev overholdt, og oppositionen sagde ikke stop, da Danmark lukkede ned.

I rapporten anbefales:

1) Ny epidemilov, som er bedre rustet til at håndtere kommende sundhedskriser uden at ende i en krise for folkestyret eller retssamfundet. Dette gælder for eksempel, hvis Danmark skulle opleve en anden bølge med Covid-19. Rapporten indeholder en lang række konkrete forslag til lovændringer.

2) Bedre procedurer for hastebehandlinger, der gør det klart, hvornår noget faktisk haster, og som sørger for at involvere de relevante parter, uanset om der er kort tid til rådighed.

3) Genopret magtbalancen mellem Folketing og regering, gerne gennem oprettelse af et særligt Covid-19 udvalg, som regeringen både skal rådføre sig med og indhente samtykke fra.

Kilde: 'Retsstaten og Covid-19' fra Justitias hjemmeside

Basale og fundamentale retsgarantier
Louise Holck mener, at det er interessant at vide, præcis hvilke processer statsministeren refererer til i sin hilsen til embedsværket. Om ikke andet blot for at klargøre, hvorvidt der er tale om traditioner som høringer, eller om der refereres til muligheden for at lave hastelovgivning i Folketinget.

- Vi er af den opfattelse, at man bør sende al lovgivning til høring, og man kun bør hastelovgive i forbindelse med de konkrete tiltag, der er afgørende nødvendigt at gennemføre straks, siger hun.

- Det ser jeg som basale og fundamentale retsgarantier.

Ekstra Bladet har kontaktet Statsministeriet for at få opklaret, hvilke processer man plejer at trække ned over lovgivningen, der refereres til i videoen.

Statsministeriet ønsker ikke at kommentere sagen.

741 kommentarer
Vis kommentarer