Interne mails: Fyret fagboss mobbede tillidsfolk

Eks-direktør i landets største a-kasse Michael Valentin undersøges nu for chikanerende opførsel og mobning

Den nu fyrede direktør Michael Valentin blev kendt i offentligheden for sin hårde kritik af pamperi, fråds og høje lønninger i LO-fagbevægelsen. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix
Den nu fyrede direktør Michael Valentin blev kendt i offentligheden for sin hårde kritik af pamperi, fråds og høje lønninger i LO-fagbevægelsen. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Ved du noget, så tip os enten på sms/mms: 1224 (almindelige takst) eller på mail: 1224@eb.dk

De valgte tillidsfolk i Akademikernes A-kasse havde ’en byld i røven’, og de var ’mistillidsrepræsentanter’ ifølge den nyligt fyrede direktør, Michael Valentin.

Beskyldningerne fremgår af interne mails, som Ekstra Bladet har set, og er en del af en betændt sag fra Danmarks største a-kasse, der nu undersøges af en advokat.

Dansk Magisterforening har de seneste to år løbende været involveret i det belastede arbejdsmiljø i Akademikernes A-kasse.

- Michael Valentin havde en fjendtlig indstilling over for de tillidsvalgte i Akademikernes A-kasse, siger Per Alm, forhandlingskonsulent i Dansk Magisterforening.

- Det kom blandt andet til udtryk gennem en chikanerende opførsel, mobning og forsøg på ekskludering af de pågældende medarbejdere, fortæller konsulenten.

Tilspidset situation
Landets største a-kasse skjuler stadig sandheden om topchefens pludselige fyring 27. september. Men nu kan Ekstra Bladet altså afsløre, at den fyrede direktør havde fået en sag om chikanerende opførsel og mobning på halsen.

Per Alm repræsenterer flere af de tillidsvalgte i a-kassen. Han bekræfter, at der har været en konkret sag på baggrund af ’den tilspidsede situation mellem Michael Valentin og tillidsrepræsentanter i a-kassen’.

- Det er set fra vores side helt uacceptabelt, når tillidsrepræsentanternes syn på en sag bliver udlagt som ’en byld i røven’, eller de bliver omtalt som ’mistillidsrepræsentanter’.

- Vores opgave har været at beskytte vores medlemmer og stoppe den uacceptable opførsel, fortæller Per Alm.

Advokatundersøgelse
Årsagen til fyringen har været totalt mørkelagt, og a-kassen begrunder det med, at der er tale om ’en eller flere personalesager’.

Beskyldningerne om mobning er ifølge Dansk Magisterforening med i den advokatundersøgelse, som Akademikernes A-kasse har iværksat for at komme til bunds i de forhold, som førte til fyringen af Michael Valentin.

- Vi er tilfredse med, at der er sat en advokatundersøgelse i gang, som vil afdække, hvad der er foregået - herunder de vilkår, som de tillidsvalgte har måttet arbejde under, siger Per Alm.

Enig bestyrelse
Som en del af undersøgelsen har ansatte været til samtale om deres rolle i forløbene op til fyringen.

Det var en enstemmig bestyrelse i a-kassen med 233.000 medlemmer, som fyrede Michael Valentin efter syv år som administrerende direktør.

Se også: Mørklagt direktørfyring: Nu går staten ind i sagen

Fyret direktør: Jeg holder mig til min aftale
Den fyrede direktør Michael Valentin forklarer, at han har lavet en aftale med bestyrelsen i a-kassen om ikke at udtale sig.

Derfor har han ingen kommentarer til sagen om chikanerende opførsel og mobning mod ham i Dansk Magisterforening.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg har lavet en aftale med min arbejdsgiver, så jeg har ingen kommentarer, siger Michael Valentin.

- Du skal have mulighed for at forholde dig til beskyldningerne om, at du skulle have kaldt dem ’en byld i røven’ og ’mistillidsrepræsentanter’. Du skulle angiveligt også have forsøgt at fryse dem ude, og de kalder det mobning.

- Okay. Det har jeg ingen kommentarer til.

- Har du en kommentar til, hvad der ligger til grund for din fyring?

- Nej, det har jeg ikke. Jeg er loyal over for den aftale, jeg har indgået med min tidligere arbejdsgiver om ikke at kommentere sagen.

Pamper-revser med høj cigarføring

Den nu fyrede direktør Michael Valentin blev kendt i offentligheden for sin hårde kritik af pamperi, fråds og høje lønninger i LO-fagbevægelsen.

51-årige Michael Valentin har været direktør for Akademikernes A-kasse siden 2011. A-kassen er med godt 233.000 medlemmer Danmarks største.

Han har samtidig været bestyrelsesformand for foreningen bag 'Folkemødet' på Bornholm. Han trak sig dog fra posten på et bestyrelsesmøde 26. november.

I 2002 - som netop afgået informationschef i HK og tidligere LO-konsulent - udgav han den opsigtsvækkende bog 'Bare det holder min tid ud'.

Den mangeårige insider, Michael Valentin, rettede dengang et skarpt angreb på de tidligere kollegaer i LO-fagbevægelsen. De blev blandt andet hudflettet for deres overflod, pamperkurser og rejser for medlemmernes penge.

Som a-kassedirektør og bestyrelsesformand for Folkemødet er han dog selv blevet kendt for store armbevægelser, høj cigarføring og glæde ved god vin.

Vinhobbyen udøves ofte i selskab med fremtrædende mediefolk, spindoktorer, kommunikationstyper, politikere og andre meningsdannere i Valentins omfattende netværk. Under årets Folkemøde på Bornholm holdt Akademikernes A-kasse således ’vinbaren’ åben hver dag fra eftermiddag til midnat.

Michael Valentin sidder i en række bestyrelser i selskaber inden for håndværk, industri og ejendomme. Derudover er han i bestyrelsen for Johan Borups Højskole samt it- og konsulentvirksomheden Groupcare. Han er også medlem af VL-gruppe 9.

Udbetalingerne fra de danske a-kasser er delvist finansieret med statsstøtte.

A-kassen har midlertidigt udpeget den nuværende vicedirektør, Britt Dyg Haun, til fungerende administrerende direktør.

Opdateret. Michael Valentin er fyldt 51 år, siden artiklen blev publiceret første gang.

De højtuddannedes a-kasse

Ifølge tal fra A-kasser.dk overhalede Akademikernes A-kasse i foråret 2018 3F som Danmarks største A-kasse.

De cirka 233.000 højtuddannede medlemmer er selvstændige og lønmodtagere fra det offentlige og private arbejdsmarked samt studerende fra universiteter og højere læreanstalter.

Akademikernes A-kasse i sin nuværende form blev etableret 1. juli 2013 ved fusionen af Akademikernes A-kasse og Ingeniørernes A-kasse.

Ved du noget, så tip os enten på sms/mms: 1224 (almindelige takst) eller på mail: 1224@eb.dk

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere