Interne mails: Støjberg-afsløring udeladt i den ene

Opsigtvækkende vurdering i Støjberg-sag fremgik af orientering til V-folketingsgruppen, men manglede i mail til en bredere kreds af medlemmer

Støjberg og Ellemann - forholdet mellem de to har været varmere. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Støjberg og Ellemann - forholdet mellem de to har været varmere. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde travlt ved tasterne søndag aften.

Forinden havde han givet et opsigtsvækkende interview med Jyllands-Posten, hvor han forklarede, at han 'ultimativt' er klar til at støtte en rigsretssag mod sin næstformand Inger Støjberg.

Nu var det tid til at give sine partifæller en intern orientering om sagen.

Ellemann sendte således både en mail til Venstres folketingsgruppe og samtidig en anden i et nyhedsbrev til partiets medlemmer.

Ekstra Bladet har læst de to mails, og det står klart, at en central oplysning ikke var en del af orienteringen til den bredere kreds af Venstre-medlemmer:

Nemlig hvad to eksterne advokater er kommet frem til efter at have læst den såkaldte Instrukskommissions delberetning.

Støjberg i åben krig med Ellemann

Det konkluderer kommissionen:

Instrukskommissionen konkluderer om Inger Støjbergs rolle:

  • at instruksen af 10. februar 2016 var klart ulovlig
  • at Inger Støjberg mundtligt blev advaret om, at en ordning uden undtagelsesmuligheder (instruksen) ikke lovligt kunne gennemføres,
  • at det kan lægges til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med udsendelsen af pressemeddelelsen både eksternt og internt i departementet klart tilkendegav, at hun ville have en undtagelsesfri ordning
  • at det med en høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10. februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene
  • at det i hvert fald kan lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået Inger Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive iværksat en administration af ordningen svarende til indholdet af pressemeddelelsen,
  • at den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen i hvert fald i en periode blev administreret klart ulovligt
  • og at den ulovlige administration af ordningen fandt sted i hvert fald i perioden fra den 10. februar til den 1. juli 2016
  • at Støjberg har givet misvisende og urigtige oplysninger til Folketinget i sagen.

Dom er langtfra givet
Afsløringen af advokaternes konklusioner er ellers ganske opsigtsvækkende. Af mailen til V-folketingsgruppen fremgår det:

'De siger begge meget klart, at tager man delberetningens konklusioner for gode varer og holder sig til kommissions vurdering af beviserne, så er der basis for en rigsretssag i det fremlagte materiale'

'De siger til gengæld også, at der er en helt reel mulighed for, at dette billede ikke holder, og at det langt fra er givet, at der kan fældes dom over Inger og Venstre i en rigsretssag.'

Men disse vurderinger var altså ikke med i mailen til V-medlemmerne.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Formandsoplysning
Her bemærkede Ellemann godt nok, at han har haft lejlighed til 'mere kvalificeret' at forholde sig til delberetningen 'med hjælp fra eksterne jurister'.

Men herefter nævnte han blot de to generelle scenarier i sagen:

Enten at Folketinget - på baggrund af deres egne igangværende advokatvurdering - 'klart tilkendegiver', at der ikke er bund i kommissionens markante konklusioner om den ulovlige instruks om adskillelse af asylpar.

Eller at der må gennemføres en rigsretssag.

I sit interview med Jyllands-Posten ønskede Ellemann heller ikke at fremlægge de konklusioner, som Venstres jurister var kommet frem til. Det var til 'formandsoplysning', men ikke til 'folkeoplysning', forklarede han.

Forventning om dom
Den advokatvurdering, som Folketinget har sat i søen, har konkret til opgave at belyse, om der på baggrund af Instrukskommissionens beretning er grundlag  for at rejse 'tiltale med forventning om domfældelse' imod Inger Støjberg

Vurderingen forventes at ligge klar i begyndelsen af det nye år. Efterfølgende skal Folketingets partier vurdere, om Støjberg skal for Rigsretten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen.

Forstå sagen

Hvorfor blev Instrukskommissionen nedsat?
Sagen omhandler den instruks, som i februar 2016 blev udstedt af Udlændinge- og Integrationsministeriet, og som fik Udlændingestyrelsen til - i strid med loven - at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Instruksen blev i 2017 betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. En adskillelse ville nemlig kræve en individuel vurdering af de pågældende par.

Det daværende blå flertal i Folketinget ønskede ikke at gå videre med sagen. Syv måneder efter at Socialdemokratiet dannede regering, blev Instrukskommissionen nedsat til at undersøge sagen.

Hvad er sagens kerne?
Centralt i undersøgelsen er den pressemeddelelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte 10. februar 2016 om, at ingen mindreårige asylsøgere måtte indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle.

Pressemeddelelsen kom til at fungere som en instruks til Udlændingestyrelsen.

Hvem er blevet afhørt?
Ud over Støjberg selv har blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere justitsminister Søren Pind (V) vidnet. Det samme gælder en stribe medarbejdere, der arbejdede i Udlændinge- og Integrationsministeriet under Støjberg.

Hvad er Støjbergs rolle?
Støjberg stod bag pressemeddelelsen 10. februar 2016 om, at alle asylpar skulle adskilles. I pressemeddelelsen blev nogle afsnit om undtagelser taget ud.

Under afhøringerne fortalte Støjberg, at hun 9. februar 2016 havde godkendt et notat, hvor der stod, at der kunne være undtagelser for, hvilke asylpar der skulle adskilles. Notatet, som Støjberg ikke har nævnt tidligere, har været hendes vigtigste forsvar de tre gange, hun er blevet afhørt.

Undervejs har en række embedsmænd vidnet om, at de ikke tillagde notatet nogen særlig værdi eller ikke har set det.

Hvad kan udfaldet blive?
Det har ikke været kommissionens opgave at afsige en egentlig dom. Men på baggrund af redegørelsen fra kommissionen kan et flertal i Folketinget beslutte at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Efter at kommissionen rejste en hård kritik af Støjberg i sin rapport, besluttede et flertal i Folketinget, at uvildige advokater skulle vurdere, om der er grundlag for en domfældelsen mod Støjberg.

Ifølge advokaterne er der grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Og med 'en rimelig formodning' kan en tiltale føre til en dom mod Venstre-politikeren.

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Støjberg skal stilles for Rigsretten. Nu kan sagen gå sin gang.