Internt brev: Mette F. under ny beskydning

Folketingets magtfulde finansudvalg retter en hård kritik mod regeringen. Det interne brev til statsministeren er underskrevet S-partifællen Jens Joel

Statsminister Mette Frederiksen (S) har modtaget et kritisk internt brev fra Folketingets Finansudvalg. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) har modtaget et kritisk internt brev fra Folketingets Finansudvalg. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Kritikken fortsætter med at hagle ned over Mette Frederiksen (S) for regeringens håndtering af dens finanslovsudspil.

I et internt brev går Folketingets Finansudvalg hårdt til statsministeren. Udvalget - inkl. medlemmerne fra regeringens støttepartier, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten - føler sig ganske enkelt dårligt behandlet af regeringen.

Brevets underskriver er Jens Joel (S), udvalgets formand og partifælle til Mette Frederiksen.

Statsministeren har ligeledes modtaget kritik fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen for nølen med finanslovsudspillet. Dette brev var også underskrevet en af hendes partifæller, nemlig Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

Henrik Dam Kristensen er afsender af et brev med hård kritik af statsministeren. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 15. okt. 2019 - kl. 07:43 Internt brev afslører: Henrik Dam i hård kritik af Mette

Kritikken fra Finansudvalget går på, at både klimaminister Dan Jørgensen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har meldt afbud til såkaldte tekniske gennemgange af finanslovsudspillet. Jeppe Kofods afbud indløb endda med blot to dages varsel.

De to ministre skulle efter planen have givet Finansudvalget en dybere indsigt i regeringens udspil inden for hver deres områder. På den måde ville udvalgets medlemmer være bedre klædt på til de igangværende finanslovsforhandlinger. Men i stedet meldte de altså afbud til de planlagte møder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det kritiske interne brev til Mette Frederiksen kredser om Dan Jørgensens og ikke mindst Jeppe Kofods afbud til møder i Finansudvalget.
Det kritiske interne brev til Mette Frederiksen kredser om Dan Jørgensens og ikke mindst Jeppe Kofods afbud til møder i Finansudvalget.
 

Det bliver påtalt i brevet til Mette Frederiksen:

'(...) det (er) set med Finansudvalgets øjne utilfredsstillende, at regeringen ikke i højere grad prioriterer deltagelsen i en vigtig, på forhånd aftalt, aktivitet i forbindelse med Folketingets behandling af regeringens finanslovsforslag', står der, inden udvalgsformand Jens Joel afsluttende konstaterer:

'Jeg er blevet bedt om at overbringe dig disse synspunkter i det håb, at det fremtidige samarbejde mellem regering og Finansudvalget kommer til at forløbe bedre.'

Artiklen fortsætter under billedet...

I brevet bliver det kaldt 'utilfredsstillende', at regeringen ikke prioriterer aktiviteterne i Finansudvalget højere.
I brevet bliver det kaldt 'utilfredsstillende', at regeringen ikke prioriterer aktiviteterne i Finansudvalget højere.
 

 

Det radikale medlem af Finansudvalget, Sofie Carsten Nielsen, bekræfter, at hun står fuldt bag den kritik, der bliver rejst i brevet til statsministeren. Derudover har hun ikke yderligere at tilføje. 

SF's Lisbeth Bech Poulsen bakker op om kritikken i brevet til Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
SF's Lisbeth Bech Poulsen bakker op om kritikken i brevet til Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Også SF's medlem, Lisbeth Bech Poulsen, kritiserer, at de to ministre meldte afbud til den tekniske gennemgang.

- Den er rigtig vigtig for at klæde os på til forhandlinger - uanset om man er opposition eller støtteparti. Hvis der så kommer meget sene afbud til en proces, man ved har været planlagt, synes vi, at det er utilfredsstillende, siger hun.

- Det er vigtigt, at ministrene prioriterer det, og at der bliver planlagt efter det. Det er klart, at man specielt som udenrigsminister kan have megen rejseaktivitet, men der er stadigvæk forpligtelser over for Folketinget og Finansudvalget, som skal overholdes, lyder det fra Lisbeth Bech Poulsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ifølge Enhedslistens Rune Lund er det vigtigt, at Finansudvalget reagerer, hvis der er slinger i valsen fra regeringens side. Foto: Jakob Jørgensen
Ifølge Enhedslistens Rune Lund er det vigtigt, at Finansudvalget reagerer, hvis der er slinger i valsen fra regeringens side. Foto: Jakob Jørgensen

Enhedslistens medlem af Finansudvalget, Rune Lund, stemmer i:

- Når der er lidt slinger i valsen, er det det rigtige signal at sende, at vi er på pletten med det samme. Den måde, vi bliver serviceret i Finansudvalget skal være på topniveau. Vi er sådan set den lovgivende magt, lyder det fra Lund, der dog understreger, at flere andre af regeringens ministre er troppet op i udvalget.

Mette Frederiksen har ikke nogen kommentarer til kritikken fra Finansudvalget.

Artiklen fortsætter under billedet...

Partifællen Jens Joel står som afsender på det kritiske brev til Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Partifællen Jens Joel står som afsender på det kritiske brev til Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Formand: Sent afbud var ærgerligt

- Jens Joel, hvad siger du til den kritik, der bliver rejst i brevet?

- Som vi skriver, er det selvfølgelig vigtigt, at regeringen strækker sig længst muligt for at skabe en god proces i Folketinget. Og det var ærgerligt, at der var et sent afbud. Men vi noterer også i brevet, at regeringen tilbød at gennemgå præcis den paragraf på den samme dag, vi havde planlagt - men af den anden minister i samme ministerium (udviklingsminister Rasmus Prehn, red.)

- Har regeringen ikke taget processen omkring finansudspillet seriøst nok?

- Der har været en ærgrelse over, at der har været afbud. Men der er også en balance i forhold til, at udvalget anerkender, at ministrene selvfølgelig kan have forfald på grund af eksempelvis tjenesterejser. Og at man i den forbindelse også noterer sig, at regeringen kunne sende en anden. Men det ønskede udvalget ikke at benytte sig af.

- I brevet skriver du, at du overbringer 'disse synspunkter i det håb, at det fremtidige samarbejde mellem regering og Finansudvalget kommer til at forløbe bedre'. Har der været et dårligt samarbejde hidtil?

- Det er bare en opfordring til, at man sikrer og har opmærksomhed på udvalgenes arbejdsmuligheder og -betingelser. Det er helt stille og roligt det, man opfordrer til fra udvalgets side. Det er ikke specielt dramatisk.

- Hvordan har du det som socialdemokrat med at sende en kritisk skrivelse til din øverste chef?

- Der har været rejst en diskussion i udvalget, og den videregiver jeg selvfølgelig. Men jeg videregiver også anerkendelsen af, at man kan blive forhindret, og at regeringen faktisk tilbød at sende en anden minister. Endda en minister fra samme ministerium. Det er balancen, og den skal selvfølgelig viderebringes.

- Men er du enig i, at det har været et utilfredsstillende forløb, som det står i brevet?

- Det har jeg ikke nogen holdning til. Jeg videreformidler udvalgets synspunkter.

- Men du er medlem af udvalget. Så er du enig i de synspunkter, der fremgår af brevet?

- Jeg var glad for, at regeringen tilbød at sende en anden minister. Det, synes jeg, viste en imødekommenhed.

- Men er du også enig i, at det er 'utilfredsstillende, at regeringen ikke i højere grad prioriterer deltagelsen i en vigtig, på forhånd aftalt, aktivitet i forbindelse med Folketingets behandling af regeringens finanslovsforslag'?

- Jeg har sendt et brev på vegne af udvalget, som udtrykker den diskussion og de synspunkter, der har været rejst i udvalget. Dem videresender jeg selvfølgelig som formand. I den forbindelse er det ikke mine holdninger, men udvalgets holdninger, der bliver videresendt, siger Jens Joel.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere