Internt DF-angreb før valg: 'Ballademagerne' skal ud

Dansk Folkepartis lokalpolitiker på Bornholm langer hårdt ud efter to profiler, der er på valg i weekenden til partiets hovedbestyrelse

Internt DF-angreb før valg: 'Ballademagerne' skal ud

Martin Henriksen fik en ulmende konflikt i DF til at bryde ud i lys lue under et medlemsmøde hos DF i Hjørring 28. august.

Borgerkrigen i Dansk Folkeparti raser videre op mod partiets årsmøde i weekenden.

Nu anklager DF's byrådsmedlem på Bornholm - René Danielsson - to markante profiler i hovedbestyrelsen for 'illoyalitet' og være 'ballademagere'.

Det drejer sig partiets tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen og regionsrådsmedlem i Nordjylland Erik Høgh-Sørensen, som begge genopstiller til hovedbestyrelsen ved valget i weekenden.

- Mit indtryk er klart, at Erik (Høgh-Sørensen, red.) og Martin (Henriksen, red.) bruger deres tid på at skabe splittelse gennem deres kampagne - hvilket jeg betragter som værende uacceptabelt, siger René Danielsson.

Han har nu valgt ikke at stille op til hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti, selvom han blot var seks stemmer fra at blive valgt til hovedbestyrelsen ved det seneste valg.

- Det gør jeg for at undgå, at mine stemmer gør det sværere for andre gode folk at blive valgt. Alle stemmer er nødvendige for at sikre udskiftningen af ballademagerne, siger han.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Internt DF-angreb før valg: 'Ballademagerne' skal ud

Joachim B: Derfor er DF i krise

For slap politik
Martin Henriksen og Erik Høgh-Sørensen har åbent fortalt om uenigheder i DF's linje på udlændingepolitikken.

Den lokale DF'er på Bornholm har overfor TV 2 sagt, at Henriksen og Høgh 'pisser formanden op og ned ad ryggen og gør præcis, hvad der passer dem', fordi de ikke tager kritikken internt i partiet.

Samtidig mener han, at de opfører sig 'decideret illoyalt', fordi de aldrig har rejst krikken om en for slap udlændingepolitik internt.

Derfor går René Danielsson så langt som til - offentligt - at fraråde delegerede DF'ere at stemme på de to profiler.

- Baglandet skriger på ro og stabilitet, og derfor skal der vælges nogle nye, siger DF'eren fra Bornholm.

- Det er mig magtpåliggende, at hovedbestyrelsen efter det her årsmøde bliver mere samarbejdende, fortæller han.

Martin Henriksen og Erik Høgh-Sørensen har længe været meget uenige med partifællerne Peter Kofod, der sidder i Europa-Parlamentet, og hovedbestyrelsesmedlemmet Anders Vistisen.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Internt DF-angreb før valg: 'Ballademagerne' skal ud

'Over stregen'
Konflikten mellem Martin Henriksen og Peter Kofod fik for alvor opmærksomhed, da interne mails frembragt af Politiken viste, at Peter Kofod mente, at Martin Henriksen var gået 'over stregen'.

Årsagen var, at Martin Henriksen beskyldte Mette Frederiksen for at reklamere for islam, fordi hun blev vaccineret af en kvinde med tørklæde.

I søndagens Jyllands-Posten står tre medlemmer fra DF's bagland frem og melder deres kandidatur til hovedbestyrelsen. Det er lokalformændene Danny Rosenkilde (Nordjylland), Lene Baggesø (Sydjylland) og Jens Vornøe (København).

Foruden Henriksen og Høgh-Sørensen er også Anders Vistisen på valg.

Erik Høgh-Sørensen oplyser, at han blot har gjort rede for sin holdning op til et valg.

'Renes ophedede sprogbrug taler for sig selv og fik mig til at tænke på, at når det er meget varmt, så skal man altid huske at drikke nok vand', skriver Erik Høgh-Sørensen i et svar til Ekstra Bladet.

Martin Henriksen understreger, at han altid har bakket ledelsen i DF op.

'Jeg har igennem årene taget imod en del tæsk for partiet, så jeg mener ikke at det er rimeligt at kalde mig illoyal eller at påstå at jeg pisser på nogen', skriver han i en sms.

'Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor at mit oplæg hos vores gode nordjyske medlemmer har skabt så meget debat. Udover det, så har jeg ikke mere at tilføje, andet end at Rene Danielssons udtalelser et eller andet sted taler for sig selv, skriver Martin Henriksen.