Det er med en voldsom bandbulle mod egne partikammerater, at tidligere næstformand for Nye Borgerlig Henriette Ergemann har forladt partiet helt.
Det skriver hun på Facebook efter en lang proces, hvor hun har fået kritik for konspiratoriske og voldsomme kommentarer om corona, hvilket hun også tidligere undskyldte for, før hun trak sig som næstformand for partiet.
- Det har været hårdt for både min familie og mig selv. Hårdt, fordi pressen har været umenneskelig, selvom de blot gør deres 'beskidte' job.
- Men endnu hårdere, fordi jeg har erfaret, at folk i mine egne rækker - folk, jeg naivt troede, man havde et fællesskab med - har været medvirkende til at føre kniven. Og blandt andet har fodret pressen med screenshots med mere, skriver hun.
Blev presset ud
Henriette Ergemann skriver videre, at hun blev presset til at forlade rollen som næstformand, hvilket hun ikke tidligere har sagt.
- Mange har spurgt, om jeg gik frivilligt, eller om jeg blev presset. Det er lidt det samme spørgsmål, som om coronavaccinen var frivillig.
- Ja, pressens klapjagt pressede mig. Og samtidig blev jeg bekendt med, at 10-15 byrådsmedlemmer ville gå, hvis ikke jeg trak mig fra posten.
Det bliver da også til en lille tak til ikke mindst Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, som aldrig entydigt ville tage afstand til Henriette Ergemanns kommentarer.
- Jeg vil dog gerne takke alle dem, der har bakket mig op og har skrevet, at jeg skulle være blevet, støttet og stemt på mig. Og til Lars Boje for at gå så langt, som han kunne, for at forsvare mig.
Den nye næstformand i Nye Borgerlige, Henriette Ergemann, gemmer på en nær fortid med en række kontroversielle kommentarer. Blandt andet har hun anklaget den tidligere minister Karen Hækkerup for 'mord på uskyldige børn'
Ikke færdig
Men selv om Henriette Ergemann har forladt Nye Borgerlige, skriver hun, at hun ikke er færdig i politik.
- Jeg arbejder videre på min post i kommunalbestyrelsen i Kalundborg, for der er stadig masser at gøre for børn og sårbare i kommunen sammen med mine gode kolleger der.
- Men derudover har vi oprettet Frit Borgerligt Fællesskab, som indtil videre er en politisk platform/mødested, hvor der er højt til loftet og langt til døren, skriver Henriette Ergemann og afslutter:
- Det eneste, der ikke accepteres, er, at man stikker hinanden i ryggen, men anerkender, at vi er her for sagen, og at vi løfter og spiller hinanden bedre.