'Jeg udtaler mig nødigt om mine ministerkollegers virke, men'

Ministrene Inger Støjberg(V) og Merete Riisager (LA) er dybt uenige om, hvordan man skal fordele unge med indrvandrerbaggrund på de danske gymnasier

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er utilfreds med undervisningsminister Merete Riisagers (LA) håndtering af ghettodannelser på gymnasier. Foto: Jens Dresling og Gorm Branderup
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er utilfreds med undervisningsminister Merete Riisagers (LA) håndtering af ghettodannelser på gymnasier. Foto: Jens Dresling og Gorm Branderup

Pas din egen butik.

Sådan kan beskeden til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) udlægges fra en af kollegerne på ministerholdet.

Liberal Alliances undervisningsminister Merete Riisager er nemlig træt af, at Støjberg blander sig i arbejdet med de såkaldte ghettogymnasier, hvor en stor del af eleverne har indvandrer-baggrund.

Inger Støjberg vil bruge kvoter, så der ikke kommer etniske danskere i mindretal på landets gymnasier, men det er en helt forkert vej at gå, mener Merete Riisager.

- Jeg udtaler mig nødigt om mine ministerkollegers virke, men det ville være nyttigt, hvis Inger Støjberg ville koncentrere sig om at få færre borgere til Danmark, der ikke har tænkt sig at integrere sig, i stedet for at være så opsat på at reducere rettighederne for almindelige danskere, ved at fratage dem et frit valg af skole og gymnasium, siger Merete Riisager.

Meldingen kommer efter, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) gav en spydig kommentar under et samråd i tirsdags, mens Merete Riisager sad lige ved siden af.

- Hvis jeg skal være helt ærlig. Så syntes jeg, at det tager for lang tid med at finde en løsning, sagde Inger Støjberg.

Striden mellem de to ministre trækker tråde tilbage til forrige forår, hvor Støjberg lancerede kvote-ideen.

Dengang mente Merete Riisager, at det var en dårlig ide, hvilket fortsat gælder, selv om helt nye tal viser, at der er en eksplosiv stigning i antallet af elever med indvandrerbaggrund på de danske gymnasier.

Flere 'ghettogymnasier'
På hele 13 danske gymnasier er der et klart flertal af elever med enten indvandrerbaggrund eller ikke-vestlig oprindelse. I 2006 var der kun tre skoler, hvor størstedelen af eleverne var indvandrere.

- Antallet af unge med muslimsk eller ikke-vestlig baggrund vil stige voldsomt på gymnasierne i de kommende år. På Vestegnen udgør børn og unge med ikke-vestlig baggrund omkring 30 procent. Mon kvotefortalerne forestiller sig, vi skal køre dem til Holstebro for at få procentsatserne til at passe?, siger Merete Riisager.

- Jeg mener, at mennesker med en anden kulturbaggrund, selv har ansvaret for at integrere sig. Derfor er det ikke en god løsning at bede danskerne aflevere endnu en rettighed, uden at vi har garanti for, det vil løse problemerne.”

Kæmpe problem
Inger Støjberg stoppede ikke sin kritik af sin ministerkollega under samrådet og forsatte ufortrødent.

- Det er et kæmpe stort problem, at elever med anden etnisk baggrund end dansk klumper sig sammen på de samme gymnasier. Det er et fravalg af danske venner, det er et fravalg af dansk kultur, og det et fravalg af dansk ungdomsliv og det går altså ikke.

- Så for mig er det ikke afgørende hvilken, præcis hvilken løsningsmodel vi bruger, bare at det virker, sagde Inger Støjberg på samrådet.

Se også: Har kun 3 etnisk danske klassekammerater: Alt det jeg går glip af

Vil lukke gymnasier
Merete Riisager svarede ikke på Inger Støjbergs spydige kommentar under samrådet, men henholdt sig i stedet til, at hun går ind for det frie gymnasie-valg.

Nu siger undervisningsministeren, at hun er klar med drastiske løsninger.

- I stedet for kvoter, vil jeg anbefale, at gymnasier, der ikke fungerer, bliver sat under administration, eller i værste fald lukkes. Gymnasier, hvor der er problemer, bør sætte ind med disciplin, ordensregler og konsekvens, siger Merete Riisager.

- Endelig skal gymnasier, der er på vej ud i problemer, have lov til at bringe sig selv på ret kurs. Det kan fx ske ved at få ret til at bestemme egne optagelseskrav og tilrettelægge undervisningen på en anden måde. Jeg mener, vi skal give ghetto-gymnasierne magt til at løse deres egne problemer, forklarer hun.

 

Se også: Nye tal: Flertal af indvandrere på 13 gymnasier

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen