Jeg venter stadig på, at kommunen kommer til cigarer og portvin

Frihed er en vanskelig størrelse. Selv for store demokrater.

De dumme, de grimme, de bøvede, de vrede, de uheldige og dem med rigtig dårlige vaner skal ret beset også være med.

Hvilket i de senere år har givet et stigende problem på sundhedsområdet. De kloge, de talende, de vidende – særligt de, der hævder at vide, hvad der er ’et godt liv’, eller hvad de ellers har af eufemismer for at ville bestemme over andre – fører en uophørlig kampagne for at rette op på dårligdomme i Danmark.

I denne uge blev bacon eksempelvis dødsens farligt. Og Randers erklærede sig som kommende røgfri. Sådan ser man hele tiden kampagnen stride sig frem i det danske samfund.

Jeg husker også stadig, da Kræftens Bekæmpelse var oprørte over, at der blev røget på scenen i et teaterstykke i Nordjylland. ’Hvis nogen bliver skudt på scenen, bruger man jo ikke en rigtig pistol,’ lød argumentet.

Med andre ord: Husk det derude, kære borgere! Inhaleringen af en cigaret er lig at skyde sig en kugle for panden. Hvilket får mig selv til at tænke på, at jeg som cigarryger fra tid til anden åbenbart mirakuløst overlever at komme et decideret masseødelæggelsesvåben i munden.

Det er også derfor, jeg aldrig giver penge til Kræftens Bekæmpelse. Jo, jo, jeg kender folk, der er døde af kræft eller er ramt af kræft og har behov for al den helbredende forskning, der kan opdrives. Og ja, jeg vil gerne bidrage hertil. Men sæt min skat op, send yngste laborant forbi min adresse eller giv mig nummeret til forskerkontoen.

Kampagnekontorets horde af hellige formyndere overbeviser mig hele tiden om, at jeg ikke bør støtte. Alene grundet faren for at en enkelt ud af tyve kroner skulle gå til endnu en af deres kampagner. Men der kom som bekendt også 145 millioner i indsamlingskassen for nylig, så kampagnen kommer alligevel. 

Det var WHO, der i den forløbne uge placerede bacon i højeste kategori for kræftfremkaldende stoffer sammen med alkohol, asbest og cigaretter. Hvorefter TV2 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse nåede frem til, at 86 danskere hvert år dør af ’for stort indtag af bacon’.

Jeg lader ligge, hvor mange fejlslutninger og 1 plus 1 giver 3, der ganget med en halv giver 5, som var i dette regnestykke. 

Pointen er, at det er lykkedes for tilhængerne af formyndertanken at godtgøre sig som en retfærdig bekæmpelse af dårligdom og udryddelse af lidelse på selv det svageste grundlag. Helst som fællesskabets interesse i og omsorg for de viljeløse, vankelmodige, modfaldne og uheldige borgere, der har brug for en fast hånd til at få 'gode liv.' Man retter dem op og ind og sparer dem for dårligdom og samfundet for penge.

I sundhedskategorien skal det reneste være standarden for alle. Den, der ikke ryger, er den sundeste. Altså må al rygning stoppes. Vi bor i et samfund, hvor der i stigende grad udfærdiges regler og love for al almindelig omgang og livsudfoldelse for at sikre, at borgerne lever så risikofrit – og ikke mindst for samfundet omkostningslavt – som muligt.

Det offentlige opsætter 'sundhedsmål'. Eksempelvis projekt ’Røgfri Randers’. I år 2025 skal blot 5 % af kommunens indbyggere være rygere, lyder målet. Det helt særlige – og på en aparte måde prisværdige - ved Randers er, at her besværer man sig end ikke med at 'sukre' sundheden til i pæne omskrivelser.

'Lovgivning er simpelthen mest effektiv', lyder det fra den kommunale sundhedschef.

Kommunens medarbejdere må fremover ikke ryge i arbejdstiden. I fremtiden bliver det dertil forbudt at ryge i byens parker. Man anvender altså borgernes egne skattekroner mod en del af borgerne selv.

Så kan de ramte randrusianere stå med abstinenser henne i supermarkedets afdeling for Frygt & Grønt, mens de skamfulde og i en tiltagende eksistentialistisk krise betragter de poser med rodfrugter, der påstås at skulle redde dem og udgøre ’det gode liv’.

Vi ved det såmænd godt. Det er ikke sundt at ryge. Det er ikke godt at drikke for meget. Det er en god ide at spise og motionere ordentligt. Men ville det ikke være på tide med en kampagne mod kampagner, der nægter frie borgere livsudfoldelse under ansvar for eget liv?

Kald dette sidste et retorisk spørgsmål. Jeg er ikke naiv. Jeg sidder såmænd stadig og venter på at blive kontaktet af Københavns Kommune. Her lancerede man på et tidspunkt under daværende sundhedsminister Astrid Krag (SF) sin lokale version af ministerens 'mental sundhed'. SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, indførte i 2012, at borgerne kan se frem til uventede besøg fra kommunen til en snak om sundhed.

Jeg tager gerne imod iført cigarer og portvin. Så kan vi få talt det med demokrati, frihed og sundhed ordentligt igennem. Og jeg skal her fremføre præmissen for samtalen, kære formyndere:

Selv hvis I medbringer en kommunal garanti for evigt liv, får vi nok svært ved at mødes på halvvejen.

45 kommentarer
Vis kommentarer