Kulturminister Marianne Jelved (R) fik en sms fra sin partileder Margrethe Vestager (R) midt under lærerkonflikten i 2013. Chefen var vred.
Jelved skulle straks dementere en udtalelse om, at hun håbede, lærerformand Anders Bondo vandt konflikten med KL, lød det fra den daværende økonomi- og indenrigsminister. Det skriver skoleliv.dk.
'Der fik jeg virkelig én på næsen, og der kom en SMS fra Margrethe Vestager om, at jeg øjeblikkelig skulle dementere den sag. Det var en lodret ordre fra regeringens top', siger Marianne Jelved i en ny bog om lærerlockouten 'Søren og Mette i benlås' ifølge skoleliv.dk.
Vestager sendte ordren på skrift, efter at Marianne Jelved tre gange havde sagt: 'Jeg håber, Anders Bondo vinder'. Opbakningen til lærerne skete på et møde i Den Danske Publicistklub, dernæst på en konference på CBS og til sidst under et debatmøde på Berlingske.
'Det var lige ved, at jeg blev fyret som minister', siger Marianne Jelved angiveligt i bogen.
Det var satire
I næsten en måned i 2013 var 50.000 folkeskolelærere lockoutet, og 557.000 folkeskoleelever kunne ikke komme i skole.
Den officielle årsag var, at Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne ikke kunne blive enige om en ny overenskomst.
Den daværende S-R-SF-regering vedtog til sidst et lovindgreb sammen Venstre, DF og De Konservative, som dermed sluttede lockouten.
Inden da havde Jelved trukket sine udtalelser tilbage, sådan som Margrethe Vestager havde beordret.
På Facebook skrev Jelved, at hendes kommentarer skulle opfattes 'satirisk'.
'Jeg vil gerne understrege, at det var et satirisk indslag, og man ikke kan drage noget ud af indholdet. Tværtimod vil det være en misforståelse at tage mig til indtægt for dette - der må ikke herske tvivl om, jeg støtter regeringens reform for folkeskolen', skrev Jelved.
Ekstra Bladet har talt med Marianne Jelved, som fastholder, at hendes støtte til Anders Bondo var satire. Derudover har den tidligere radikale minister ingen kommentarer til bogen.
Vilhelmsen: Aftalt spil
Den officielle årsag til lockouten var, at Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne ikke kunne blive enige om en ny overenskomst.
Men det er ikke sandheden om den kontroversielle sag, siger en central kilde tæt på begivenhederne.
Det var aftalt spil mellem KL og SRSF-regeringen anført af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som førte til lockouten.
Sådan lyder det fra SF's tidligere formand Annette Vilhelmsen i en ny bog med titlen "Søren og Mette i benlås".
Bogen handler blandt andet om lærerkonflikten. Den er skrevet af den dobbelte cavlingvinder Anders-Peter Mathiasen og udkommer i næste uge.
I bogen, som Ritzau er i besiddelse af, indrømmer Vilhelmsen det aftalte spil. Det gør hun som den første af de centrale personer i Thorning-regeringen, hvor hun blandt andet var erhvervs- og vækstminister.
Hidtil har toppen af den daværende Thorning-regering nægtet, at den havde aftalt en lockout af lærerne med KL.
I forbindelse med et 50-års fødselsdagsinterview med Politiken i december 2016 blev Thorning ellers citeret for at sige, at "vi" - altså regeringen - besluttede lockouten.
Altså at lockouten ikke var en afgørelse truffet af KL, hvilket havde været en normal arbejdskamp mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
Politiken lod få dage senere Thorning trække sit citat tilbage, så hun alligevel ikke havde ytret det, hun lige havde sagt til avisen.
'Indrømmelsen' fra Thorning var ellers en lettelse for Vilhelmsen.
- En tiltrængt pædagogisk reform endte desværre som en økonomisk reform. Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen.
- Jeg blev næsten lettet, da jeg læste interviewet med Thorning, for nu sagde hun endelig tingene, som de var. Lockouten af lærerne var regeringens beslutning, siger Vilhelmsen i bogen.
Vilhelmsen accepterede beslutningen om at lockoute lærerne. Samt beslutningen om at ændre lærernes overenskomst ved et lovindgreb.
Lovindgrebet blev derefter fremlagt af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der i dag er S-formand.
Tulle havde hørt om plan
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, udtaler sig også i bogen. Han havde hørt om regeringens plan, flere måneder før lockouten fandt sted.
Lærerne blev lockoutet i april 2013. I oktober 2012 blev han inviteret i Statsministeriet af Thorning.
- Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen.
- Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om.
- Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om.
- Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft, siger DF-formanden i bogen.
Danmarks Lærerforening har på forhånd aftalt med Politikens Forlag, som udgiver "Søren og Mette i benlås", at aftage 3000 bøger.