Annonce:
Annonce:

Jens Henrik Thulesen Dahl vil melde sig ind i Støjbergs parti

Siden 2011 har Jens Henrik Thulesen Dahl repræsenteret DF i Folketinget. Snart er det måske Støjbergs parti

I øjeblikket er Danmarksdemokraterne ved at indsamle vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Foto: Jens Dresling
I øjeblikket er Danmarksdemokraterne ved at indsamle vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Foto: Jens Dresling
Annonce:
Følg Politik

Det kan sagtens være, at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, bliver repræsenteret i Folketinget før næste folketingsvalg.

I hvert fald bekræfter folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl, der netop har forladt Dansk Folkeparti, at han melder sig ind i Støjbergs parti, når det bliver opstillingsberettiget til folketingsvalg.

Det siger Jens Henrik Thulesen Dahl til Ritzau.

I øjeblikket er Danmarksdemokraterne ved at indsamle vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.

Partiet fik godkendt sit partinavn tidligere på ugen. Og Støjberg kunne torsdag endegyldigt bekræfte, at hun står i spidsen for partiet.

Det er Jens Henrik Thulesen Dahls forventning, at Danmarksdemokraterne vil have det praktiske på plads ganske hurtigt. Måske lige efter sommerferien, og derfor kan partiet på lyntid være repræsenteret i Folketinget.

Annonce:

- Det kunne godt se sådan ud, ja. Vi ved ikke, hvornår der kommer valg, så hvad der kan nås, ved vi ikke, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det næste folketingsvalg skal senest finde sted 4. juni 2023.

Danmarksdemokraterne modtog 40.321 vælgererklæringer på omkring et døgn. Det oplyste Indenrigs- og Boligministeriet fredag formiddag til Ritzau.

Der er tale om igangsatte vælgererklæringer. Det betyder, at de skal bekræftes om syv dage, før de er endeligt gældende.

Meget tyder derfor på, at Danmarksdemokraterne vil være på stemmesedlen ved næste valg. Støjbergs parti skal indsamle i alt 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.

Jens Henrik Thulesen Dahl og Støjberg har allerede haft drøftelser. Der kommer flere, når Danmarksdemokraterne tager mere form, siger den tidligere DF'er.

Annonce:

- Jeg har haft en løbende dialog med Støjberg. Det er på baggrund af det, at jeg kan sige, at jeg føler et værdifællesskab i forhold til de grundparametre, hun har udstukket i forhold til partiet.

- Så har hun helt bevidst ikke lagt et nærmere politisk program, da det skal udformes af dem, som går med, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han er det syvende folketingsmedlem, som forlader DF, efter at Morten Messerschmidt (DF) blev formand i januar. Dermed er DF gået fra 16 til 9 mandater på et halvt år.

Fælles årsag for masseflugten er utilfredshed med ledelsen, altså hovedsageligt Messerschmidt.

- Jeg har forsøgt at få tingene til at virke. Og jeg havde en forhåbning om, at det ville gå fremad for DF, og at der kunne komme ro på.

- Jeg har ikke lyst til at kaste med mudder. Jeg havde en naiv tro på, at da vi fik en ny ledelse i januar, kunne vi få en mere ordentlig arbejdsform. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Også eksformand Kristian Thulesen Dahl, der er lillebror til Jens Henrik Thulesen Dahl, er rygtet til Støjbergs parti.

Annonce:

Men Kristian Thulesen Dahl har endnu ikke meldt noget ud, og storebror er heller ikke så meddelsom på den front.

- Det må du spørge ham om. Det, jeg ved om ham, er, at han ikke genopstiller for DF, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.

FAKTA: Partimedlemmer flygter fra Messerschmidts DF

Det seneste halve år har Dansk Folkeparti mistet en række profiler i både folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og sekretariatet på Christiansborg.

Efter formandsopgøret 23. januar, der sluttede med, at Morten Messerschmidt vandt med knap 60 procent af stemmerne, har den nye formand forsøgt at få ro i partiet. Roen er dog svær at få øje på.

Senest har folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) fredag meddelt, at han melder sig ud af partiet.

Dermed har DF mistet syv folketingsmedlemmer. Ni er tilbage.

Her er et overblik over, hvem der har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt er trådt til som partiformand.

* 10. februar:

Steen Thomsen stopper som DF's partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.

* 11. februar:

Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF's profilerede udlændingeordfører.

* 21. februar:

Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og 'voksenmobber'. De fortsætter som løsgængere.

* 22. februar:

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som de fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.

Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.

* 26. februar:

Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.

* 24. juni:

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.

Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

I naturen foregår sex, vold, incest og voldtægter
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: