Jens Rohdes Facebook-væg i brand: - Hvordan kan du skrive sådan noget vrøvl?

Der er heftigt stormvejr på Jens Rohdes (RV) Facebook-væg, fordi han har skrevet, at gerningsmanden, der angreb et julemarked i Strasbourg, ikke 'har noget med Islam at gøre'

Jens Rohde er kommet i stormvejr på Facebook på grund af et opslag om terrorangrebet i Strasbourg. Nu forklarer han, hvad han mener. Foto: Miriam Dalsgaard
Jens Rohde er kommet i stormvejr på Facebook på grund af et opslag om terrorangrebet i Strasbourg. Nu forklarer han, hvad han mener. Foto: Miriam Dalsgaard

Opdatering: Jens Rohde har efter denne artikels publicering valgt at slette sit opslag på Facebook.

'Det har sgu da ALT med Islam at gøre, din idiot. Du ved INTET!'

Siden torsdag har det kogt over i kommentarsporet på et opslag, der er forfattet af De Radikales Jens Rohde. Opslaget handler om det nylige terrorangreb på et julemarked i Strasbourg, hvor 12 blev såret og fire dræbt:

'Så blev attentatmanden fra Strasbourg heldigvis sat ud af spillet. Desværre med døden til følge. Han skulle have stået offentligt til ansvar for sine handlinger, og dem har der været mange af igennem årene. At han overhovedet var på fri fod, er en skandale. Og det har ikke noget med islam at gøre', skriver politikeren på sin Facebookvæg.

 

Og det er den sidste sætning, som Facebook-brugerne slår sig på. De forstår nemlig ikke, hvordan Jens Rohde kan påstå, at det ikke har noget med Islam at gøre.

Militæret holder vagt på gaderne i den franske by. Foto: Ritzau Scanpix 112 - 11. dec. 2018 - kl. 22:38 Jens Rohde midt i Strasbourg-skuddrama

'Når nu han formentlig handlede i Islams navn og selv var 100 procent overbevist om, at han gjorde det for Islam, hvordan har det så intet med Islam at gøre? Hvordan kan du dog skrive sådan noget vrøvl??', skriver blandt andet erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Ifølge statsanklager i Frankrig Rémy Heitz råbte Den 29-årige gerningsmand Chérif Chekatt 'Allahu Akbar' (Gud er stor) under angrebet, hvor han skød med en pistol og var bevæbnet med en kniv.

De franske myndigheder mener, at han blev radikaliseret under et af sine fængselsophold. Han har 27 domme bag sig, der primært handler om vold og røveri.

Rasmus Jarlovs kommentar på Facebook får til gengæld Jens Rohde op i det røde felt:

'Dine dobbeltstandarder er så fantastiske, at jeg glæder mig til at save dine politiske ben over med en dejskraber', responderer han.

 

Til Ekstra Bladet skriver Jens Rohde i en sms, at det er gerningsmandens tidligere domme, som politikeren refererer til.

'Jeg mener bare, at hans 27 domme, siden han var ti år ikke på nogen måde kan relateres til Islam. Det er et faktum. Det behøver man ikke engang diskutere politisk, hvis man ellers anerkender tredeling af magten. Og så anerkender jeg ikke beregnet hellig krig. Det er verdens største løgn, som fastholder folk i ufred. Længere er den ikke', skriver Jens Rohde.

Han tilføjer blandt andet i en opfølgende besked, at gerningsmanden for Jens Rohde ikke er andet end en gemen morder.

'Det er ikke Islam, der ødelagde drengen i sin tid. Stop med idéen om hellig krig. Jeg accepterer den ikke. Jeg insisterer på fred og forståelse mellem kristendom og Islam. Alt andet fører kun dårligdom med sig', afslutter den Radikale politiker.