Joachim B: Ahlers' klynkeri

Tommy Ahlers forlader dansk politik, fordi der er for meget taktik. Men det er noget klynk. Det mener Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen

Ekstra Bladets poltiske kommentators analyse af Tommy Ahlers farvel til politik

'Jeg håbede, jeg kunne forandre politik, men i stedet for er politik ved at forandre mig. Det har overrasket mig, at det handler så meget om det politiske spil og så lidt om, hvordan politikken fungerer i den virkelige verden og at tænke nyt.'

Sådan skriver Tommy Ahlers på Facebook.

Det skal nok gå rent ind hos en masse mennesker. Men det er og bliver noget klynk.

Hvis Tommy Ahlers seriøst troede, at han kunne forandre dansk politik efter to år som folketingsmedlem og et år som forskningsminister, er han i bedste tilfælde mere naiv, end man har lov til at være, og i værste fald har han galoperende storhedsvanvid.

Hån mod vælgerne

Man må kunne forlange af vores folkevalgte, at de har et minimum af vedholdenhed og mental styrke til, at de bliver på posten i mere end to år. Man må også kunne forvente, at de har sat sig en lille smule ind i, hvad politik er for en størrelse, inden de siger ja til at påtage sig ansvaret for at bestemme over os allesammen. Virkeligheden er nemlig den, at politik er præcis, som politik altid har været. Det indeholder taktik. Det er et spil. Det er en kontaktsport. Det har det altid været, og det vil det altid være. Det er politiks natur. Der er intet nyt under solen, Ahlers.

Derfor er det en hån mod vælgerne, når en mand, som mere end 26.000 danskere har vist deres tillid til, vælger at give op efter så kort tid. Hvis Ahlers havde valgt ikke at genopstille til næste valg, havde det været en anden sag. At han vælger at give op efter to år med så markant et mandat i ryggen, er ikke beundringsværdigt.

Erhvervsfolk har sjældent succes i politik

Måske kan der komme den gode ting ud af Ahlers' exit fra dansk politik, at vi ikke længere skal høre på alle dem, som bliver ved med at påstå, at alt ville blive meget bedre, hvis blot Folketinget bestod af flere erhvervsfolk.

Det er nemlig noget sludder.

Store erhvervsfolk i politik bliver sjældent en succes.

Det skyldes, at politik er et håndværk, som ikke kan sammenlignes med at drive en virksomhed eller investere i iværksættervirksomheder. Det er to forskellige brancher, som ikke har ret meget med hinanden at gøre.

Politik kræver kompromiser. Politik kræver tålmodighed. Politik er ikke altid rationelt, fordi der er ufattelig mange hensyn, som skal tages.

Det er der mange erhvervsfolk, som har svært ved at forstå og acceptere.

Men det er der mange, som ikke forstår.

Kæmpe tab for Ellemann

Men intet af det ovenstående ændrer på, at Ahlers' exit er et kæmpe tab for Jakob Ellemann og Venstre.

Ahlers var en stemmesluger. Han appellerede til de vælgere, som Venstre tror er en stor del af nøglen til at genvinde Statsministeriet, nemlig byvælgeren. Ahlers gav Venstre troværdighed på både klimadagsordenen og i erhvervspolitikken.

To områder som Ellemann satser meget på.

I modsætning til mange af de andre store profiler, som har forladt Venstre siden valget, var Ahlers fremtidens mand.

Jakob Ellemann har fået den værst tænkelige start på den kommende politiske sæson.

Joachim B: Ahlers' klynkeri

Allerede tilbage i marts havde Venstre mistet 125.000 stemmer.