Jakob Ellemann vil hellere bruge skattekroner på klima end velfærd. Det meldte han ud, inden han gik på sommerferie.
- Skal de borgerlige have en chance for at vinde næste valg, må og skal de kunne overbevise vælgerne om, at de kan stå i spidsen for en ambitiøs klimapolitik - udtalte han til information.
Klimaet er højt på vælgernes dagsorden, og selvfølgelig skal et statsministerparti som Venstre have en troværdig klimapolitik. Så langt så godt.
Analysen er forkert
Analysen i Venstre er, at Mette Frederiksen vandt magten ved at overbevise vælgerne om, at hun ville føre en lige så hård udlændingepolitik som blå blok. Det lokkede vælgere over midten, som egentlig helst vil have Socialdemokratiets velfærdspolitik, men som altså stemte blåt på grund af udlændingepolitikken.
Ellemann vil gøre det samme bare med klimapolitikken.
Men her må man spørge sig selv, hvor mange vælgere der stemmer rødt på grund af rød bloks troværdighed i klimapolitikken, men som egentlig foretrækker blå bloks udlændingepolitik, sundhedspolitik og ældrepolitik.
Jeg kan tage fejl. Men jeg tror ikke, at det er særlig mange. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en sådan vælger.
Hvis Venstre skal hente vælgere over midten, hvorfor så satse så hårdt på et område, hvor rød blok har så stort et forspring?
Venstre låser sig fast
Det andet problem er, at Venstre låser sig totalt. Hvis Socialdemokratiet eller Radikale Venstre hæver ambitionsniveauet i klimapolitikken, er Venstre nødt til at følge med.
Pointen er, at Venstre ikke kan slå rød blok på klima. Det er en dagsorden, som rød blok har totalt ejerskab over.
Hvis Venstre skal slå Socialdemokratiet på egen banehalvdel, er det betydeligt nemmere på sundhedspolitikken eller ældrepolitikken. Der har Socialdemokratiet ikke så stort et forspring troværdighedsmæssigt som på klimapolitikken.
Velfærd slår klima
Det tredje problem er kommunikativt.
Når klimapolitik bliver konkret, er det enormt usexet. CO2-afgift og udtagning af lavbundsjord. Så er mange forståeligt stået af. Så er tidlig pension til Bjarne lidt lettere at forholde sig til
Man må også spørge sig selv, hvor meget vægt man egentlig skal lægge i de vælgeranalyser, som rigtig nok siger, at vælgerne synes, at klima er et af de vigtigste områder. Men hvor mange vælgere vil, når det kommer til stykket, hellere bruge fem milliarder på udtagning af lavbundsjord end på deres børns skoler, deres bedsteforældres plejehjem og på en bedre behandling på landets sygehuse?
Det er næppe noget, som rykker tusindvis af vælgere over midten.