Joachim B: Han lyder som et ekko

Når arbejdsmarkedets parter laver aftale om øremærket barsel, så smider Venstre deres eget principprogram over bord og omfavner det. Venstre lyder efterhånden som en lobbyorganisation. Det mener Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen

Joachim B: Han lyder som et ekko

Venstre har været regeringsparti i 14 af de sidste 20 år.

Det slider at være et regeringsparti.

Det er svært at undgå, at man smelter sammen med embedsværket i ministerierne. Man begynder at tænke teknokratisk. Det kniber med politikudvikling.

Man er jo vant til, at man kan bede embedsmændene udarbejde de politiske forslag.

Det virker, som om det er der, Venstre står lige nu.

Lobbyist-Venstre
Men i stedet for selv at begynde at udvikle politik har man vendt blikket mod lobbyisterne i Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening.

Så når Dansk Arbejdsgiverforening lander en aftale om øremærket barsel med fagbevægelsen, så omfavner Venstre den fuldstændig ukritisk.

Det gør man, på trods af at det står i Venstres principprogram, at Venstre er imod øremærket barsel.

Det samme gælder på klimadagsordenen.

Jakob Ellemann lyder efterhånden som et ekko af Dansk Industri.

Dansk Industri har en masse kunder, som gerne vil have snablen ned i statskassen under dække af grøn omstilling, og at vi skal redde klimaet her fra Danmark.

Burde et liberalt parti ikke være en smule kritisk over for virksomheder, som gerne vil have skattekroner og fordelagtig regulering?

Men Jakob Ellemanns svar er, at det er vigtigere at bruge penge på klimaomstilling end på velfærd.

Hvis der sidder en klimalobbyist i Dansk Industri og føler sig berettet til en ordentlig julebonus, kan jeg godt forstå det.

Men når man ikke længere har embedsmændene til at fortælle én, hvad man skal mene, er det selvfølgelig dejligt, at lobbyisterne kan gøre det.

Men mon ikke der sidder en vælger eller to derude, som er mere interesseret i, hvad Venstre vil gøre for dem, end i, hvad Venstre vil gøre for erhvervslivet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør seneste afsnit af Ekstra Bladets politiske podcast Ingen kommentarer med Brian Weichardt og Joachim B. Olsen.