Karl Marx sagde, at når historien gentager sig selv, er det 'den ene gang som tragedie, den anden gang som farce'.
Men Mette Frederiksen har sat sig for at gøre Karls Marx' citat til skamme. Hun vil have et opgør med politiske hovsaløsninger, som fører til detailregulering af medarbejderne i den offentlige sektor.
Det har vi hørt før.
Faktisk har samtlige statsministre de sidste 40 år talt om afbureaukratisering, regelforenkling og opgør med detailstyring. Men lovmængden er bare vokset og vokset. Siden 1989 er den vokset med hele 207 procent.
Lovmængden er vokset med samme hast under Mette Frederiksen som under de foregående regeringer.
Mange af de initiativer, som skiftende regeringer har taget for at komme bureaukratiet til livs, har ironisk nok ført til mere bureaukrati. Tænk bare på new public management, som blev indført under Poul Nyrup. Det skulle mindske bureaukratiet, men havde den modsatte effekt.
Men hverken røde eller blå regeringer har noget at lade hinanden høre.
De gode intentioner
Det er alligevel klogt af Mette Frederiksen at tage dagsordenen op. Det er jo en dagsorden, som ingen kan være uenig i.
Mette Frederiksen ved, at politikere ikke kun bliver bedømt på deres politiske handlinger. De bliver også bedømt på deres intentioner og deres vilje.
Så selvom Mette Frederiksen ikke har været et hak bedre end tidligere statsministre, hvilket hun også erkender, får hun sendt et stærkt signal om, at hun tager dagsordenen alvorligt.
Det giver point hos vælgerne.
Det er alligevel længe siden, at afbureaukratiserings-debatten blev en farce i dansk politik.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast - Ingen kommentarer - her.