Joachim B: Radikale slynger politikere i alle retninger

Jens Rohde er den seneste politiker, som den radikale centrifuge har spyttet ud over det politiske spektrum. I det lys er Rohdes skifte måske ikke så overraskende, mener Ekstra Bladets politiske kommentator

Jens Rohde er skiftet fra Radikale Venstre til Kristendemokraterne. Partiet, som bare ikke vil dø. Kristendemokraterne er røget ud af Folketinget to gange. Sidste gang var i 2005, men partiet har helt enestående formået at være opstillingsberettet lige siden.

Umiddelbart er den liberale, frisindede Jens Rohde og det mere konservative Kristendemokraterne, som hviler på et kristent værdigrundlag, et umage par.

Men Radikale Venstre er dansk politiks svar på en centrifuge, som spytter politikere ud over hele det politiske landskab.

Det illustreres bedst ved at fremhæve nogle eksempler.

Fra Elbæk til Khader
Uffe Elbæk skiftede fra det Radikale Venstre til Alternativet og senere Frie Grønne. Partier, som har en økonomisk politik, der ligger klistret op ad Enhedslistens, og en udlændingepolitik, som bedst kan opsummeres til, at alle verdens flygtninge er velkomne.

I den modsatte ende af spektret finder man Naser Khader. Han kom ligeledes fra Radikale Venstre, men endte, efter en afstikker til Ny Alliance, i Det Konservative Folkeparti. Nazi-islamisme, afviste kriminelle asylsøgere ud på øen Lindholm og meget, meget lavere skatter.

Fra Samuelsen til Auken
Så er der Anders Samuelsen. Han blev formand for Liberal Alliance. Lavere skat og mindre offentlig sektor, men en stram udlændingepolitik var ikke noget, han brændte meget for.

Det valg er derfor meget langt fra Ida Aukens skifte til Socialdemokratiet. Her kan udlændingepolitikken ikke blive stram nok. Den økonomiske politik er til gengæld den rødeste i mange årtier.

Politikere fra det Radikale Venstre er altså endt i alle hjørner af det politiske spektrum. De er blevet socialister, nationale socialdemokrater, konservative og liberale.

Set i det lys er det måske ikke så underligt, at Jens Rohde kan blive til Sankt Rohde hos Kristendemokraterne.

Se videoen øverst i artiklen