Se videoen ovenfor
Det viser sig nu, at også statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har slettet sms'er fra den periode, som Minkkommissionen undersøger. Stabschef og særlig rådgiver Martin Justesen har gjort det samme.
Det virker ærlig talt som et aktivt, koordineret forsøg fra Statsministeriets side på at dække over, hvad der er foregået under minkskandalen, og hvad man vidste i Mette Frederiksens ministerium om den manglende lovhjemmel.
De slettede sms'er tyder på, at de selv har tænkt, at den her er helt gal. Det her er nemlig helt uden for almindelig praksis, fortæller flere kilder til mig.
Må ikke slette
Særlige rådgivere er underlagt de samme forpligtelser som almindelige embedsmænd.
De må ikke bare slette sms'er og mails. Al relevant korrespondance skal journaliseres. Så kort kan det siges. Det vil sige al kommunikation, som har betydning for udkommet af en sag.
Jeg kender personligt flere særlige rådgivere, der fortæller, at de har fået netop den besked, da de tiltrådte jobbet. Der er altså ingen gangbare undskyldninger her.
Statsministeren derimod er ikke underlagt samme regler for journalisering, men det er stadig interessant, at hendes sms'er også er slettet. Det efterlader nemlig en masse spørgsmål. Mest oplagt: Har statsministeren slettet samtlige sms'er, hun har sendt i den pågældende periode, eller har hun kun slettet de sms'er, der omhandlede mink-sagen?
Hør meget mere om de slettede sms'er og Minkkommissionen i dagens udgave af podcasten 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcastapp.
Læg sms'erne frem
Der er indtil nu intet, der er kommet frem, der beviser, at Mette Frederiksen var vidende om den manglende lovhjemmel, da beslutningen om, at alle mink skulle aflives, blev truffet 3. november i regeringens koordinationsudvalg.
Men med den seneste udvikling in mente kan man snart ikke lade være med at tænke, at hun selv og hendes allernærmeste ansatte har forsøgt at skjule beviser.
Hvis det ikke er tilfældet, så er det deres egen interesse at få lagt de slettede sms'er offentligt frem - hurtigst muligt.