Radikale Venstre holder landsmøde i weekenden. Hvilken situation står Radikale Venstre I?
- Det er en usædvanlig situation Radikale Venstre er i. RV fik ved sidste valg mandatmæssig succes og de klarer sig godt i meningsmålingerne. Men paradoksalt nok har deres politiske indflydelse aldrig været mindre. Socialdemokraterne vil ikke have dem i regering og Jakob Ellemann har også nægtet at basere en Venstre regering på Radikale stemmer. De er gået fra at være dem, man skulle bejle til for at få magten til dem, ingen rigtig gider at lege med. Det er et hårdt slag til den Radikale selvforståelse.
Hvad skyldes det?
- Det er svært at se, hvad Radikale Venstres strategi er. Strategien har altid været at gøre sig spilbare for politik hen over midten. De lavede økonomisk politik med borgerlige regeringer, når de var i opposition. Efterlønsreform og dagpengereform er eksempler på det. Borgerlige regeringer var meget interesseret i at få de radikale med i aftaler. Det sikrede langtidsholdbare aftaler. Det gav Radikale Venstre stor indflydelse. Det gjorde også, at socialdemokratiet meget gerne ville have Radikale Venstre med i regering. Det var det bedste værn mod, at en socialdemokratisk regering kom i mindretal i folketingssalen. Men Radikale venstre gør sig ikke spilbare for politik med borgerlige partier længere. Derudover så har Radikale Venstre valgt at være de største kritikere af socialdemokratiets og Venstres udlændingepolitik. De mener sikkert det, de siger, men det forhindrer dem i at få indflydelse på alle andre områder. Hverken Socialdemokratiet eller Venstre kan holde til at indgå i et tæt samarbejde med det Radikale Venstre. Det koster for meget på troværdigheden i udlændingepolitikken. Radikale Venstre er i højere grad blevet et enkeltsagsparti. Udlændingepolitik og klimapolitik. Men Radikale Venstre har altid været parti med fokus på de overordnede linjer i dansk politik. Det var det, som gav dem stor realpolitisk indflydelse.
Hvorfor følger de ikke længere den strategi, som historisk har givet dem så stor realpolitisk indflydelse?
- Dels fordi deres vælgere er blevet mere røde. Men også fordi, at folketingsgruppen efter valget blev mere rød. Radikale Venstre er et socialt-liberalt parti. Der har altid været en kamp internt mellem dem, som lagde mest vægt på det sociale og dem som lagde mest vægt på det liberale. Lige nu har dem, som ligger mest vægt på det sociale overtaget i folketingsgruppen. De interesserer sig ikke meget for økonomisk politik. Det var ellers et af de områder, radikale Venstre kunne lave aftaler hen over midten. Spørger man nogle af de gamle MF’ere, så synes de, at de nye MF’ere er historieløse, fordi de ikke forstår, at det netop var evnen til at lave politik med den anden side i folketingssalen, som gav Radikale Venstre så meget indflydelse.