Joachim B.: Mette vinder på minkmassakren

Minkmassakren og nedlukningen af Nordjylland er hård kost, og Mette Frederiksens følgere elsker hendes 'like hvis du har sympati'-stil på Instagram

Mette Frederiksen har vagt forargelse hos mange ved at lægge opslag op på Facebook og Instagram, hvor hun beder folk vise sympati med Nordjylland ved at like og dele hendes opslag.

Hun bliver beskyldt for at slå plat på den krise, som aflivningen af 17 millioner mink og nedlukningen af syv nordjyske kommuner har afstedkommet.

Twitter-Danmark og flere borgerlige politikere er forargede og kommenterer vredt på Mette Frederiksens egen profil, hvilket ellers ikke er kutyme på Christiansborg. I hvert fald plejer toppolitikere ikke at skrive i hinandens kommentarspor.

Men de kan råbe og skrige alt det, de vil. Hr og fru Danmark kan godt lide Leverpostej-Mettes stil på sociale medier. Hun laver opslag, som folk er flest, laver opslag. Hun holder balancen mellem at være statsmandsagtig i offentligheden og være Mette fra Aalborg på sociale medier.

Selvfølgelig er det en helt bevidst stil.

Mink-kaos

Fire mandater
Mette Frederiksen får sit budskab langt ud. Hun har fået over 35.000 likes på Facebook og over 80.000 likes på Instagram.

80.000 danskere synes altså, at det er et godt opslag. 80.000 mennesker svarer til fire mandater i Folketinget, hvis det blev omsat til stemmer ved et folketingsvalg. Det siger jeg ikke, at det gør. Men hvor tit opnår en politiker at få 80.000 mennesker til aktivt at tilkendegive, at de synes, at et budskab er godt?

Mette Frederiksen er vel nok den mest autoritære statsminister i nyere tid. Hun har samlet magten om sig selv i sin et-parti regering, og Folketinget har frivilligt givet hende endnu mere magt gennem epidemiloven og beklager sig nu over, at hun bruger den.

Men selvfølgelig gør hun det. Hun befinder sig åbenlyst godt med at udøve magt. Hun er ikke bange for at tage beslutninger alene. Hun står også ved de beslutninger, hun tager.

Hun har ikke noget imod at give danskerne en besked. Vask jeres hænder, hold afstand, bliv inden døre, giv mit opslag et like.

Rigtig mange danskere elsker hende for det.

Mette Frederiksen: I mister jeres levebrød