Johanne og Skipper vil snuppe Möger og Co's ministerpension

Enhedslisten i kampagne mod ministerpension efter blot et år på taburetten

Slut med ministerpension efter bare et år på posten, mener Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. (Foto: Charlotte de la Fuente)
Slut med ministerpension efter bare et år på posten, mener Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. (Foto: Charlotte de la Fuente)

Enhedslisten har kastet sig ud i et frådende angreb på vennerne i SF og Socialdemokraterne med partiets nye kampagne mod politikernes privilegier.

Hvis det står til Enhedslisten, skal det ikke længere være muligt at kunne score sig ministerpension efter bare et år på taburetten. Det vil ramme en perlerække af Thorning-regeringens rokadeofre. Bl.a. Thor Möger Pedersen, skatteminister i et år og 13 dage, Ole Sohn, erhvervs- og vækstminister i et år og 13 dage, samt Annette Vilhelmsen, erhvervs- og vækst- samt socialminister i et år og fem måneder.

Enhedslisten foreslår, at ministres og folketingspolitikernes pensionsalder skal følge befolkningens pensionsalder. At ministerpensionen sænkes og tager længere tid at optjene - to år i stedet for et. Og så foreslår partiet samtidig et nyt loft over politikerpensioner, som skal sikre, at ingen politikere vil modtage mere end 500.000 kr. om året i pension.

Se også: Sjælden alliance vil sætte prop i ministerpension

Se også: S: Lad nu lønkommission arbejde i fred

Hos Enhedslisten er Pernille Skipper vred over, at regeringen sammen med SF, Venstre og de konservative har nedsat en vederlagskommission, som skal sikre 'tidssvarende' løn- og pensionsvilkår, mens de samtidig har lovet hinanden at stemme for kommissionens anbefalinger efterfølgende.

- De fem gamle partier stemte først for at forringe danskernes vilkår ved at hæve efterlønsalder og pensionsalder. Når de så samtidig vil forbedre deres egne pensionsvilkår, bliver de selvfølgelig nødt til at forsvare det i folketingssalen og i den offentlige debat, siger Pernille Skipper.

- Jeg er især skuffet over SF og de to regeringspartier medvirker til sådan en udemokratisk manøvre. De tre partier har jo sammen være med til at forringe de økonomiske vilkår for nogen af de svageste grupper i samfundet. Og vil nu snyde sig igennem med højere løn til sig selv. Det er hykleri af værste skuffe.

Enhedslisten har fremsat i alt fem beslutningsforslag, som skal behandles separat i folketingssalen. Det tvinger de øvrige partier til at tage stilling til hvert enkelt beslutningsforslag.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere