Johanne roser udskældt rektor: Forstår etnisk opdeling

Langkaer Gymnasium er kommet i modvind, efter det er kommet frem, at skolen inddeler klasser efter danske og udenlandskklingende navne. Johanne Schmidt-Nielsen forstår ikke vreden mod skolens rektor

Johanne Schmidt-Nielsen er ikke enig i kritikken mod Langkaer Gymnasium. Polfoto
Johanne Schmidt-Nielsen er ikke enig i kritikken mod Langkaer Gymnasium. Polfoto

Debatten om Langkaer Gymnasium er betændt, og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er udmærket klar over, at hun bevæger sig på glødende kul med sin holdning.

Alligevel støtter hun rektor på det omdiskuterede gymnasium, Yago Bundgaard. 

- (...) Jeg forstår ikke helt vreden mod rektoren på Langkaer Gymnasium ved Århus, skriver Johanne Schmidt-Nielsen (EL) på Facebook.

- Det (at opdele klasserne efter etnicitet red.) har han gjort, fordi han gerne vil fastholde den blandede skole. Altså en skole, hvor der både går elever med etnisk dansk baggrund og elever, som er tosprogede, mener hun.

Flere og flere danskere fravælger Langkaer Gymnasium, der ligger i udkanten af Aarhus, fordi andelen af elever med anden etnisk herkomst end dansk er for høj.

For at fastholde de danske elever og dermed bevare den blandede skole er gymnasiet derfor begyndt at inddele klasserne ud fra de studerendes navne.

Men at inddele elever efter etnicitet er ifølge Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef hos Institut for menneskerettigheder, ulovligt og racistisk. Det fortæller hun til DR.

- Min allerførste reaktion er, at det er ulovligt. Man kan ikke som udgangspunkt dele børn op efter etnisk baggrund, så det tror jeg ikke holder i retten.

- Hvis kriteriet er etnicitet, så kunne det lige så godt bare være hudfarve, og så bliver det racistisk, siger Maria Ventegodt Liisberg.

Skyd ikke en rektor

Flere elever på gymnasiet kalder fordelingen for 'apartheid'. Johanne Schmidt-Nielsen mener dog, at problematikken starter et helt andet sted.

- Problemet er da, at fordelingen af etnisk danske elever og tosprogede elever på de forskellige gymnasier i Århus i første omgang er så skæv. Hvilket blandt andet skyldes opdelte boligområder.

- Det er vel HER, der skal sættes ind. Så alle elever i Århus oplever at gå i klasser med både etnisk danske og tosprogede kammerater, skriver hun videre i opslaget.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra politikeren, men Johanne Schmidt-Nielsen er ikke vendt tilbage.

Venstre-ministre ser forskelligt på etnisk opdeling i gymnasium

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby anerkender ikke skolens måde at inddele elever på, men ministeren erkender, at der flere steder i landet er en skæv fordeling af elever med anden etnisk herkomst end dansk.

- Det siger sig selv, at man ikke må opdele eleverne efter usaglige forhold som hårfarve, hudfarve eller einicitet. Men man må gerne tage pædagogiske hensyn, og det er også baggrunden for, at vi i går har bedt rektoren om en redegørelse i sagen. Vi er nødt til at vide, hvad der er op og ned, har ministeren forklaret i et interview med TV2.

Til efteråret skal partierne mødes og aftale præmisserne for fordelingen af det kommende skoleårs elever.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag