Johnson-vaccinen ude af vaccinationsprogrammet

Endnu en vaccine er i ude af det danske vaccinationsprogram

Det Europæiske Lægemiddelagentur sagde i slutningen af april, at blodpropper er meget sjælden bivirkning af Johnson & Johnson-vaccinen

Vaccinen fra producenten Johnson & Johnson er nu også ude af det danske vaccinationsprogram mod covid-19.

Det er kommet frem på et møde mellem Folketingets partier og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), erfarer Ekstra Bladet.

I forvejen har Sundhedsstyrelsen droppet vaccinen fra AstraZeneca i vaccinationsprogrammet i denne omgang. Det skyldes, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og meget sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper.

Det samme har vist sig at være tilfældet for vaccinen fra Johnson & Johnson.

Vaccinen fra AstraZeneca er dog fortsat godkendt, og Sundhedsstyrelsen har ikke udelukket, at den kan tages i brug igen.

Ekstra Bladet er endnu ikke bekendt med, om det samme kommer til at gøre sig gældende med vaccinen fra Johnson & Johnson.

Dato rykket
Med Johnson & Johnson-vaccinen ude af programmet i denne omgang vil datoen for, hvornår den sidste voksne dansker er tilbudt en vaccine, sandsynligvis blive rykket.

- Hvis vi ikke kan bruge vaccinen fra Johnson & Johnson til den her målgruppe af primært unge og raske mennesker, så er der nok en del af de 20-30-40-årige, der skal vente noget længere på at få et grønt coronapas. De skal nok få en vaccine. De får den også over sommeren, har Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sagt til Berlingske i april.

Muligt tilvalg
Det kan dog komme på tale, at danskere får mulighed for at tilvælge de vacciner, der ellers er pillet ud af vaccinationsprogrammet.

I hvert fald er dette anbefalingen i et notat fra Sundhedsstyrelsen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af:

'Det (er) Sundhedsstyrelsens vurdering, at der kan etableres en ordning hvor der kan tilbydes tilvalg af godkendte COVID-19 vacciner, der ikke anbefales og tilbydes i massevaccinationsprogrammet, både for Vaxzevria® (tidligere AstraZeneca, red.) men principielt også for andre vacciner mod COVID-19 end Vaxzevria® som fravælges i massevaccinationsindsatsen, enten for alle eller for bestemte målgrupper, f.eks. på grund af bivirkningsprofil, størrelse eller dokumentation for effekt, logistiske hensyn, forsyningssikkerhed, overskud af vacciner m.v', lyder det i notatet.

Sundhedsstyrelsen understreger ifølge notatet, at det er en politisk beslutning, om det skal være muligt at tilvælge vaccinen. Der er endnu ikke truffet en politisk beslutning om, hvorvidt dette skal gøre sig gældende.