Joy Mogensen vender tilbage

Joy Mogensen vender tilbage fra orlov 1. januar

Joy Mogensen (S) vender tilbage som minister efter nytår. Foto: Mads Nissen
Joy Mogensen (S) vender tilbage som minister efter nytår. Foto: Mads Nissen

Fra 1. januar er Joy Mogensen (S) tilbage som kultur- og kirkeminister.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Joy Mogensen har haft orlov fra jobbet som minister, efter hun i begyndelsen af oktober mistede sin datter, som var død ved fødslen.

Men nu er hun klar til at vende tilbage.

'Det er svært at finde ud af hvornår det rigtige tidspunkt for at komme tilbage på arbejde er, og det er meget individuelt hvornår man er klar. Men for mig er det rigtigt at komme tilbage nu', skriver hun i et facebookopslag.

Hun takker alle dem, der har skrevet til hende og støttet hende, og en særlig tak retter hun mod statsminister Mette Frederiksen (S) og stabschef Martin Rossen.

'Min vej tilbage er blevet sikret først og fremmest takket være en klog chef og vores alle sammens Statsminister...! Og tak, Mette Frederiksen - bare tak herfra og til evigheden for at give mig lov til at være mor før minister, selvom mit barn døde'.

'Også tak til chefens alt for udskældte stabschef, Martin Rossen, for at være en støtte, der hele tiden har fulgt op på statsministerens ønske om at tage ethvert menneskeligt hensyn til mig,' skriver hun.

Også kollegerne i folketingsgruppen, ministerkollegerne og særligt de to ministre, der har varetaget arbejdet på kultur- og kirkeområdet, får taksigelser med på vejen.

Joy Mogensen understreger, at det indtil efter nytår fortsat er udviklingsminister Rasmus Prehn (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S), som varetager hendes politiske områder og udtaler sig herom.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere