Justits-Papes forlovede taget i spritkørsel

Justitsministerens samlever taget i spirituskørsel. Pape siger, at kæresten nu må tage sin straf

Søren Pape Poulsen og kæresten Josue Medina Vasquez. Foto: Rumle Skafte
Søren Pape Poulsen og kæresten Josue Medina Vasquez. Foto: Rumle Skafte

Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) samlever, Josue Medina Vasquez, er blevet taget i spirituskørsel.

Det skriver Søren Pape Poulsen på Facebook:

'Min samlever har i nat kørt spirituskørsel (målt til 1,25 promille). Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget alvorlig sag, som jeg er inderligt ked af. Spirituskørsel kan ikke forsvares og kan have meget store konsekvenser. Nu må min samlever tage sin straf ligesom alle andre. Min holdning til lov og orden er den samme i dag som i går,' skriver justitsminister Søren Pape Poulsen på Facebook.

Anholdt på Burger King
Josue Medina Vasquez' spirituskørsel skete natten til fredag i Midt- og Vestjyllands Politikreds. Søren Pape Poulsen var ikke med i bilen, da han befandt sig i København, oplyser justitsministerens særlige rådgiver til Ekstra Bladet.

Torsdag aften blev en 32-årig mand fra Viborg, der svarer til Josue Medina Vasquezs beskrivelse anholdt for spirituskørsel ved Burger King på Holstebrovej i Viborg. Anholdelsen skete ca. 22.40.

Politik Konservative hjemsøgt af spritdomme: Her ligger Papes kæreste på promille-barometeret

Tårnhøj promille
Da Josue Medina Vasquez havde en promille på mellem 1,2 og 2, bliver straffen hård for den 32-årige politikerkæreste:

Han får som udgangspunkt frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Alternativt kan han søge om at køre med alkolås i tre år ifølge nye regler fra 15. december. Oveni det kommer en bøde, der ca. svarer til hans netto månedsløn ganget med promillen.

Endelig skal han til kontrollerende køreprøve for at generhverve kørekortet/køre med alkolås samt tage et såkaldt ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden han kan generhverve.

Forlovet
Søren Pape Poulsen blev i sommer forlovet med sin partner, Josue Medina Vasquez, der stammer fra Den Dominikanske Republik. Det er planen, at de skal giftes i domkirken i hjembyen Viborg til sommer.

Parret stod offentligt frem i 2014, da Søren Pape som den første homoseksuelle nogensinde blev formand for de konservative.

De konservative har tidligere været ramt af sager om spritkørsel. Mest kendt er sagen om Hans Engells spritdom, der i 1997 kostede ham posten som formand for partiet. Men også tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og tidligere folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen har fået spiritusdomme.

Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen