K-politiker angriber sin partitop i gyllegate: Tandløst og utroværdigt!

Konservative burde sætte mere handling bag ordene i sagen om Eva Kjer Hansens kreative brug af fakta i forhandlingerne om landbrugspakken, lyder det fra konservativt byrårsmedlem

Søren Pape burde stå langt hårdere på sit i sagen om landbrugets udledning af kvælstof, lyder det (Foto: Linda Johansen)
Søren Pape burde stå langt hårdere på sit i sagen om landbrugets udledning af kvælstof, lyder det (Foto: Linda Johansen)

Mens Eva Kjer Hansen forsvarer sig med næb og klør i et længe ventet samråd i den såkaldte gyllegate, så ulmer uroen i Konservative.

Partitoppen i Konservative har håndteret striden om landbrugspakken både utrovædigt og tandløst.

Så klar i mælet er det konservative medlem af Ballerup byråd, Martin Jonassen, der retter en hård kritik af sit eget parti.

Han forstår nemlig simpelthen ikke, at Konservative gang på gang har garanteret, at partiet vil stemme for landbrugspakken til trods for al den kritik, som både landbrugsordfører Rasmus Jarlov og partiformand Søren Pape Poulsen har været fremme med.

Se også: Eva Kjer: Lille stjerne kunne have løst gyllegate

Se også: De Konservative holder døren åben for næse til Eva Kjer

- Man bør vise konsekvens, hvis man mener, en minister i en sag har fremlagt forkerte oplysninger, når man har forhandlet. Ergo, hvis det er forkerte oplysninger, så er det et forkert grundlag, man har lavet aftalen på.

- Hvis man har fået et forkert indtryk af, at aftalen er grønnere end den reelt set er, så gælder aftalen jo ikke mere. Så må man lave en ny aftale. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så må man lave en ny aftale med nogen, man er mere enig med, siger han med henvisning til Folketingets røde blok.

Noget at byde på
Martin Jonassen kalder ikke på, at Konservative hiver tæppet væk under Eva Kjer Hansen. Men han kalder på, at hans parti trækker støtten til landbrugspakken, hvilket ville få flertallet bag pakken til at smuldre.

- Jeg synes ikke, man skal sparke ministeren af taburetten. Det tror jeg ikke, man har lyst til øverst i partiet. Det tror jeg heller ikke gavner den konservative sag. Men man kunne gå ud at vise - også i lyset af vores 100 års fødselsdag i går - at partiet stadigvæk har noget at byde på.

- Man spiller sig alle kort af hænde. Man siger, 'uanset hvad I fremlægger for mig, så støtter jeg det her'. Det er fuldstændig tandløst.

Se også: Ny landbrugspakke kan øge brugen af sprøjtemiddel

- Man sender det signal udadtil, at uanset hvad, så holder vi hånden over ministeren. Vi kan give hende en næse. I min verden kan miljøet bruge det til meget lidt. Det viser, også i andre sager, at regeringen kan gøre, hvad den har lyst til.

- Hvem er det grønne parti i den borgerlige blok på Christiansborg? Det er i hvert fald ikke Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det har vi hele tiden brystet os af at være. Når det så gælder, så vælger vi at sige, at uanset hvad, så stemmer vi det her igennem. I min bog holder det ikke. Det gør os bare utroværdige. Det synes jeg er synd i en sag, som burde være konservative hjerteblod.

Fakta på plads
- Men er det ikke vigtigt, at man kan stole på, at Konservative stå ved de aftaler, de indgår?  

- Jo, men så skal man veje det op imod, om man mener den aftale er truffet på et rigtigt beslutningsgrundlag. Hvis jeg fik fremlagt noget af borgmesteren ifm. budgetaftalen, som efterfølgende viste sig ikke at stemme overens med virkeligheden. I min verden, så ville den aftale ikke være gældende mere. Du kan ikke træffe beslutninger, hvis man mener, grundlaget er forkert.

 

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere