K til Løkke: Nulvækst er nødvendig for vækst

De Konservative vil kæmpe hårdt for offentlig nulvækst i en blå regering, siger gruppeformand Brian Mikkelsen

Lars Løkke Rasmussen her til højre i billedet (Foto: Jakob Jørgensen)
Lars Løkke Rasmussen her til højre i billedet (Foto: Jakob Jørgensen)

De Konservative kræver offentlig nulvækst for at skabe økonomisk vækst i en borgerlig regering.

Det siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, nu da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lemper sit krav om offentlig nulvækst. Hvis et blåt flertal enes om at spare på udgifterne, kan der blive råd til mere velfærd, siger han til Berlingske.

Men den køber De Konservative ikke.

- Offentlig nulvækst er nødvendig, hvis vi skal få vækst i økonomien ved at sænke skatter og afgifter, siger Brian Mikkelsen, som håber på en forklaring fra Løkke.

Se også: Lars Løkke bløder op på krav om nulvækst

Han venter en "hård kamp", hvis der bliver borgerligt flertal efter valget, hvor Venstre og Dansk Folkeparti vejer tungere end De Konservative og Liberal Alliance, sådan som meningsmålingerne lægger op til.

Venstres udgiftsstop betyder, at udgifterne til daginstitutioner, skoler og sygehuse højst må stige i samme takt som lønninger og priser.

Overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp, SU og folkepension ligger uden for det offentlig forbrug, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

- Nulvækst er på det offentlige forbrug. Så er der store dele af de offentlige udgifter, som er uden for forbrugsrammen. Hvis man sparer der, kan man måske godt have noget realvækst.

Se også: Thulesen Dahl: Hvor lavt kan det blive?

- Det afgørende er, om man trækker den rigtige vej, siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Modsat Brian Mikkelsen glæder Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sig over de nye toner fra Venstre-formanden.

- Det, synes jeg, er positivt, fordi det klart vil gøre det nemmere for os at finde enighed efter et folketingsvalg.

- Det er glædeligt, at de (Venstre, red.) modererer sig og kommer os i møde, som synes, at der skal være plads til en beskeden realvækst, siger han til Berlingske.

Debatten om det offentlige forbrug ventes at blive et af hovedtemaerne ved det folketingsvalg, der skal udskrives inden september i år.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere