Kæk Ellemann til veganer: Jeg er vild med bacon

Miljø- og fødevareministeren erklærede sin kærlighed til bacon, da han blev passet op af en veganer. Det var lidt for kækt og dumt, lyder det efterfølgende fra ministeren

Jakob Ellemann-Jensen understreger over for veganerpartiet, at han elsker bacon. Det er dog tydeligt, at der er tale om en redigeret video. Video: Henrik Lindfeldt

Miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann Jensen (V) var en kende for kæk, da han blev passet op af en veganer i forbindelse med Folketingets åbning.

Det indrømmer ministeren på Facebook, hvor han samtidig linker til en tydeligt redigeret video, som det såkaldte Veganerparti har lagt op af optrinnet.

- Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon, siger Ellemann i videooptagelsen.

Det udsagn var dog 'lidt for kækt og dumt', erkender Jakob Ellemann Jensen på sin Facebook-profil.

'Folk må spise, hvad de vil. Det gælder både de, der er veganere, og de, der ikke er veganere. Jeg er ikke veganer. Og jeg har det fint med, at folk spiser kød - forudsat naturligvis, at dyrene behandles ordentligt, og at opdrættet sker med respekt og hensyntagen til miljøet', skriver Ellemann og fortsætter:

'Jeg er simpelthen bare træt af, at jeg skal skældes ud over, at jeg og andre spiser kød, fordi nogen har en anden holdning. Derfor svarede jeg den - iøvrigt venlige - unge mand lidt for kækt og dumt under dagens rituelle skærsild mod Slotskirken.'

I videoen, som viser optrinnet i en redigeret udgave, virker medlemmet af Veganerpartiet noget chokeret over ministeren

- Kæft, hvor er det sindssygt, at du siger det, lyder det fra veganeren.

Følelseskoldt svar
Over for Ekstra Bladet uddyber medstifter af Veganerpartiet Henrik Vindfeldt, hvorfor han blev så fortørnet over Jakob Ellemann-Jensens svar:

- Når det lige præcis er den siddende minister på det område, der skal varetage vores miljø og fødevarer, og som burde have en forståelse for problemstillingen, så synes jeg, at det er ærgerligt, at han kommer med det mest følelseskolde svar, man kan give i sådan en sag.

- Hvis du blev passet op på gaden af en, du ikke kender, og får et meget direkte spørgsmål, ville du så ikke reagere intuitivt og sige, hvad du mener?

- Han er et menneske, og det er tidligt på dagen. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg anfægter eller ikke det faktum, at han godt kan lide bacon. Bacon smager lækkert. Min udfordring er, at jeg har en holdning til almindelig praksis i konventionelt dansk landbrug: Hvordan bliver grise og kyllinger - som jeg spørger ham ind til - behandlet?

- Specielt spørger jeg ind til, at nyfødte unger ikke har nogen rettigheder. Så man gasser eller blender hanekyllinger på førstedagen, hvis man ikke kan bruge dem. Det samme med griseunger Man skaber et produktionsapparat, der gør, at ni millioner griseunger dør hvert år.

- Jeg har ti sekunder, så jeg koger det ned til en enkelt sætning. Jeg mener, at Jakob Ellemann som politiker og siddende minister på området, kan sige, at han ikke har tid til at snakke om det. Men det værste svar, han kan give mig, er, at han elsker bacon, lyder det fra Henrik Vindfeldt, der dog tager pænt imod ministerens efterfølgende opdatering på Facebook:

- Den beklagelse godtager jeg, siger han.

535 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere