Kæmpe pris-stigning på kampfly-hangar

Prisen på F35-basen ved Skrydstrup er steget med næsten en halv milliard kroner

F35-kampflyet, der skal skal have base ved Skrydstrup. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
F35-kampflyet, der skal skal have base ved Skrydstrup. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Udgiften til skatteyderne for den hangar, der skal huse F35-kampflyene, er skudt voldsomt i vejret.

450 millioner kroner er prisen på F35-basen ved Skrydstrup steget, siden projektet blev vedtaget for tre år siden. Det seneste prisoverslag på hangarer og værksteder til Forsvarets nye kampfly lyder nu på 1,1 mia. kroner.

Det skriver DR Nyheder.

- De forventede udgifter til bygge- og anlægsprojektet har udviklet sig i takt med, at byggeprojektet er blevet modnet og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har kunnet trække på erfaringer fra blandt andet Norge, skriver ejendomsstyrelsen i et skriftligt svar til DR Nyheder.

De første eksemplarer af F35-kampflyene ankommer til Flyvestation Skrydstrup i foråret 2023. Her er det meningen, at hangarer, værksteder og kontorbygninger skal stå klar til indflytning.

Kampflyene skal bo i åbne hangar-konstruktioner, såkaldte ‘hangaretter’, der ikke beskytter mod angreb i tilfælde af krise eller krig.

Støjramte naboer
I 2017 lød vurderingen, at F35-anlægget ville koste 650 millioner kroner. I 2018 besluttede man af hensyn til de støjramte naboer at flytte anlægget til et andet område af flyvestationen. Den manøvre kostede 260 millioner kroner.

Siden da er udgifterne steget med yderligere 190 millioner kroner, så de i dag udgør 1,1 mia. kroner. Ifølge Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skyldes det, at man nu er kommet så langt med arbejdet, så der foreligger et konkret projektforslag.

- I den proces er der blandt andet estimeret øgede udgifter til byggemodning, etablering af varmecentral, omkringliggende infrastruktur, håndtering af arbejdsmiljø og bevogtning af byggeplads, skriver Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der samtidig oplyser, at medudgifterne kan holdes inden for flyindkøbets økonomi.

Ikke tilfreds
Bent Bøgsted, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, er ikke tilfreds.

- Man skulle måske have undersøgt det noget grundigere med støjen, før man planlagde, hvor hangaren skulle være. Det har man ikke gjort, og nu er den blevet placeret et nyt sted, det gør den dyrere, men den ekstraudgift kan sagtens hentes ind ved den besparelse, der kommer på flyindkøbet, siger Bent Bøgsted, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Folketinget besluttede i 2016 at bevilge 20 mia. kroner til indkøb af F35-kampfly hos den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin.Siden dengang har Danmark flere gange oplevet prisfald på flyene.

129 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere