Kæmpe svindelsag kan vokse: 40 års ansættelse undersøges

Fortrolige papirer, som Ekstra Bladet har fået indblik i, afslører, at svindlen og perioden, hvori den er foretaget, kan vokse

Få den seneste opdatering på sagen her.

Socialministeriet undersøger nu langt flere år i sagen om påstået svindel for mindst 111 millioner kroner, hvor en 64-årig kvindelig ansat er sigtet og efterlyst i hele verden.

Det viser fortrolige dokumenter fra Socialministeriet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

De mange millioner er forsvundet mellem 2002 og 2018 fra ministeriets tilskudsadministration til landets mest udsatte, oplyste ministeriet tirsdag.

Men den sigtede kvinde har været ansat siden 1977, og derfor går ministeriet nu langt tilbage i udbetalingerne.

’(...) hvordan kontrolsystemerne over en lang årrække har kunnet svigte, herunder opgøre det samlede økonomiske omfang af underslæbet (også perioden 1977-2002, dvs. hele den pågældende medarbejders ansættelsesperiode)’ står der i de fortroligere dokumenter.

Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at kvinden har overført midler, der var øremærket til udsatte grupper i samfundet til sig selv.

Hun blev under sit mangeårige arbejde i Socialstyrelsens Tilskudsadministration betegnet som superbruger. De mange millioner svarer til, at der er forsvundet knap 600.000 kroner om måneden.

Den mistænkte blev i slutningen af september administrativt bortvist fra jobbet, da hun ikke var fysisk til stede og er nu efterlyst internationalt.

Mens flere undersøgelser er iværksat for at få afdækket, hvordan det har kunnet lade sig gøre - i følge sigtelsen - at overføre penge til sig selv, efterforskes sagen af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International kriminalitet (SØIK) også kendt som Bagmandspolitiet.

En tidligere politiker er dog ikke overrasket over, at det angiveligt har kunnet lade sig gøre at få mindst 111 millioner kroner til at forsvinde.

Puljemidler, der ikke bliver uddelt, kan være svære at spore, mener det tidligere medlem af Folketinget for Venstre Eyvind Vesselbo.

- Der bliver sat penge af samlet. Så bliver der lavet nogen puljer, hvor man kan ansøge. Så vurderer man, hvem der kan få pengene. Men det er ikke sikkert, at man bruger alle pengene, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.

Vesselbo har i en kronik i oktober 2016 Politiken forklaret, at han som socialordfører før har haft svært at spore penge, der ikke bliver brugt i forskellige projekter og puljer. Den kritik gentager Eyvind Vesselbo onsdag.

- Så bliver der et overskud. Og det overskud er der ikke nogen, der har et samlet overblik over. De overskud skulle i princippet gå tilbage til satspuljen eller Finansministeriet, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.

Eyvind Vesselbo forklarer tirsdag til Politiken, at det giver 'gode betingelser' for svindel, hvis man kender systemet godt.

Børne- og Socialministeriet oplyste tirsdag, at den mistænkte kvinde var 'superbruger' i styrelsens system.

Ministeriet har ikke lagt frem, præcis hvordan svindlen er foregået. Politiet efterforsker sagen.

FAKTA: Det ved vi om mistænkt svindel i Socialstyrelsen

Tirsdag fortæller Børne- og Socialministeriet, at man har afdækket potentiel svindel for 111 millioner kroner. Penge, der skulle været gået til udsatte grupper.

Læs her, hvad der er oplyst om mistanken:

  • Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet har i flere uger arbejder med at afdække omfanget af sagen sammen med eksterne eksperter.
     
  • Undersøgelserne viser umiddelbart, at en betroet medarbejder via "uberettiget tilegnelse" har svindlet for 111 millioner kroner i perioden 2002 til 2018.
     
  • Pengene er taget fra blandt andet SATS-puljemidler, der er øremærket til udsatte grupper.
     
  • En medarbejder er politianmeldt, bortvist og ministeriet har begæret hende konkurs.
     
  • Bagmandspolitiet har efterlyst en 64-årig kvinde internationalt. Hun er mistænkt for at have svindlet for "over 100 millioner kroner" fra 2002 til 2018.
     
  • Der er angiveligt blevet svindlet hvert år i perioden - men for skiftende beløb. Samlet er underslæbet sket via 274 udbetalinger til egen konto.
     
  • Kvinden var ikke at finde på arbejdspladsen, da myndighederne forsøgte at få fat i hende.
     
  • Kvinden beskrives som værende en medarbejder i Socialstyrelsen. Den 64-årige havde været ansat i omkring 40 år, arbejder i Tilskudsadministrationen og bliver betegnet som "superbruger".
     
  • Bagmandspolitiet beskriver den mistænkte svindel som "disciplineret og systematisk".
     
  • Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at kvinden har overført midler øremærket til udsatte grupper direkte til sig selv.
     
  • Det er endnu ikke afdækket, om kvinden har arbejdet alene.
     
  • Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har oplyst Folketinget og igangsat flere undersøgelser for at finde ud af, hvordan svindlen kunne foregå, og hvordan lignende svindel kan undgås.
     
  • Der er startet en strafferetlig efterforskning, et civilt søgsmål, en ekstern undersøgelse af omfang og metode, en ekstern undersøgelse af ansvar og en intern undersøgelse i Socialstyrelsen, der skal sørge for, at lignende svindel ikke kan ske igen.
     
  • Ministeren blev første gang orienteret 24. september og orienterede Folketinget første gang 30. september, hvor det første skøn for omfanget lå klar.

Kilder: Børne- og Socialministeriet, SØIK, TV2 Fyn.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen