Kæmpe tab for seruminstituttet: Novo stjæler vaccine-ekspert

Verdenskendt stjerneforsker i infektionsmedicin fik kritik for million-aflønning. Nu skifter han til Novo Nordisk Fonden

Peter Lawætz Andersen aflønning hos Statens Serum Institut har været omstridt. Nu skifter han til Novo Nordisk Fonden. Pressefoto: SSI
Peter Lawætz Andersen aflønning hos Statens Serum Institut har været omstridt. Nu skifter han til Novo Nordisk Fonden. Pressefoto: SSI

Statens Serum Institut (SSI) siger ved månedens udgang farvel til en af verdens førende forskere inden for vaccineforskning, infektionsmedicin, virale infektioner og mikrobielle sygdomme.

Det oplyser SSI på instituttets hjemmeside.

Den faglige direktør for SSI's Center For Vaccineforskning, Peter Lawætz Andersen, er blevet ansat som leder Novo Nordisk Fondens indsats inden for infektionsmedicin - og tiltræder sin nye stilling den 1. juni, fremgår det.

I anledning af jobskiftet udtaler SSI’s administrerende direktør, Henrik Ullum:

'Det er et stort tab for SSI at måtte sige farvel til Peter Lawætz Andersen, som gennem de sidste 30 år har været en af SSI’s stærkeste forskere ... Peter Lawætz Andersen har på SSI personligt ledet arbejde med at udvikler vacciner mod tuberkulose, klamydia, streptokokker og influenza'.

Seruminstituttet har strakt sig langt for at holde på Peter Lawætz Andersen. Hans hemmelige to-cifrede millionaflønning i forbindelse med kommerciel udnyttelse af en række patenter har været omstridt og er blevet undersøgt af Kammeradvokaten - og førte i 2019 til at den daværende direktør for SSI, Mads Melbye, blev fritaget for tjeneste.

På baggrund af Kammeradvokatens undersøgelse meddelte Sundheds- og Ældreministeriet, at man ville indlede en tjenestemandssag med henblik på fyring af Mads Melbye. Det kom han dog i forkøbet ved selv at sige op i juni sidste år.

Undersøgelsen førte til en skriftlig advarsel til topforskeren, Peter Lawætz Andersen, for overtrædelserne af habilitetsreglerne.

Fik langt mere end andre
Ifølge Forskerforum.dk indkasserede Peter Lawætz Andersen via en hemmelig aftale 18,5 millioner kroner fra SSI, som stammede fra ti patentaftaler.

Til sammenligning har SSI ifølge Kammeradvokaten haft indtægter på cirka en milliard kroner på disse patenter. Men i modsætning til Peter Lawætz Andersen fik hans medopfindere på patenterne kun mellem 65.000 og 323.333 kroner, fremgår det af Kammeradvokatens rapport, skriver Forskerforum.

Peter Lawætz Andersen har tidligere i et interview med Berlingske understreget, at hans særlige aflønning var en forudsætning for, at han ville blive i det offentlige job i stedet for at søge over i den private medicinalindustri.

- Jeg blev forsøgt headhuntet flere gange i de år, så på et tidspunkt var jeg nok faldet for fristelsen ... Men så længe det fører til, at instituttet tjener masser af penge, som bliver brugt til at finansiere SSIs forskning, har jeg svært ved at se problemet, sagde han til Berlingske.

Nu har Peter Lawætz Andersen fundet nye græsgange - og glæder sig til det nye job.

'Danmark står stærkt inden for infektionsmedicin og immunologi, og jeg glæder mig meget til at lede Novo Nordisk Fondens nye initiativ. Et stærkt dansk forskningsmiljø kan bidrage med ny viden, som kan bane vejen for effektiv medicin, vacciner og diagnostik og dermed komme mennesker i både Danmark og resten af verdens til gavn', siger stjerneforskeren til SSI's hjemmeside.