Kamma spændes fast på plejehjem: - Nu er det nok

Demente Kamma på 87 år bruger det meste af tiden på sit plejehjem spændt fast til en seng. Nu vil DF have ministre ind i sagen

Astrid Krag går nu ind i Ekstra Bladets sag om demente Kamma, der har været spændt fast i mere end to måneder på sit plejehjem. Foto: Jens Dresling
Astrid Krag går nu ind i Ekstra Bladets sag om demente Kamma, der har været spændt fast i mere end to måneder på sit plejehjem. Foto: Jens Dresling

Kamma lider af demens og bor på plejehjem i Thisted. 21 maj begyndte personalet at spænde hende fast med seler - både i hendes seng og kørsetol. Det har nu stået på i over to måneder.

- Mit indtryk er, at hun er fikseret i alle døgnets timer. Hun er kun ude i forbindelse med toiletbesøg og personlig hygiejne, har hendes nærmeste pårørende, Mette Hansen, fortalt til Ekstra Bladet.

Se også: Kammas hverdag på plejehjem: Spændt fast til sengen

Flere eksperter tvivler på, at plejehjemmet og kommunen har overholdt lovgivningen, men de har nægtet at svare på spørgsmål om Kammas sag.

Nu tvinger Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti Thisted Kommune til at komme med en redegørelse over forløbet.

- Der er mange ting, der bekymrer mig dybt i Kammas sag. Både i forhold til værdighed og lovlighed. Det er derfor, jeg beder om en redegørelse, fortæller Karina Adsbøl fra DF.

Historien om demente Kamma, der spændes fast på sit plejehjem, er nået til Christiansborg. DF tvinger Social- og Indenrigsministeren ind i sagen. Privatfoto
Historien om demente Kamma, der spændes fast på sit plejehjem, er nået til Christiansborg. DF tvinger Social- og Indenrigsministeren ind i sagen. Privatfoto

Flere sager
Ud over historien om Kamma, der spændes fast døgnet rundt, har Ekstra Bladet for nylig fortalt, hvordan Jette døde, efter hun havde sultet og tørstet i tre uger på et plejehjem i Aalborg.

Se også: Svigtet: Jette døde efter sult og tørst på plejehjem

- I har bragt en række artikler, som jeg synes er bekymrende i forhold til den pleje og omsorg, der ydes på plejehjem. Nu må det være nok, siger Karina Adsbøl.

- Det at komme på plejehjem skal være trygt og sikkert. Og man skal som pårørende vide, at når man sender sin mor eller far afsted, så er de i gode hænder.

Karina Adsbøl (DF) har derfor bedt den nye social- og indenrigsminister, Astrid Krag (S), om at kommentere Ekstra Bladets artikler om Kammas situation samt indhente en redegørelse over forløbet fra Thisted Kommune.

- Det gør ondt langt ind i hjertet at læse om borgere, der behandles uværdigt. Fastspænding med stofseler kan benyttes, for at borgere med handicap eller demens ikke falder ud af sengen. Men det skal være proportionalt og skånsomt, og personalet skal prøve mindre indgribende metoder først, skriver Astrid Krag (S) til Ekstra Bladet.

- I mine øjne er det, som beskrives i Ekstra Bladet, i strid med reglerne om magtanvendelse, og jeg vil kraftigt opfordre kommunen til at følge op på den her sag, skriver hun også.

Karina Adsbøl vil også stille spørgsmålene til ældreminister Magnus Heunicke (S), eftersom han er den ansvarlige minister for ældreplejen generelt, mens Astrid Krag udelukkende varetager reglerne for magtanvendelser - herunder brug af stofseler som dem, der bruges til Kamma.

Kvalitetsløft
Ifølge social- og ældreordfører Karina Adsbøl (DF) er der brug for at hæve kvaliteten rundt omkring på de danske plejehjem.

Hvad har I selv gjort for at forbedre forholdene på danske plejehjem de seneste fire år?

- Vi har i hvert fald prioriteret ældreområdet højt og har altid haft det på vores dagsorden til alle finansmøder. Og det er også lykkedes at få afsat flere penge til området. 

Hvorfor står det så stadig skidt til?

- Det kan handle om ressourcer, men det kan også handle om efteruddannelse. Ikke alt plejehjemspersonale er uddannet inden for pleje- og sundhedsområdet, og det er selvfølgelig vigtigt, at de ansatte har de nødvendige faglige kompetencer, og at der er en synlig og dygtig ledelse.

- Vi politikere er nødt til at undersøge, hvordan vi kan løfte kvaliteten, og det er derfor, jeg mener, at ministeren må indkalde ældre- og socialordførerne til møde.

Pia Friis fortalte til Ekstra Bladet, hvordan hendes mor, Jette, døde af sult og tørst. Hun ønsker ikke, at de skal ske for andre ældre på plejehjem. Foto: Linda Johansen
Pia Friis fortalte til Ekstra Bladet, hvordan hendes mor, Jette, døde af sult og tørst. Hun ønsker ikke, at de skal ske for andre ældre på plejehjem. Foto: Linda Johansen
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Bakkes op af kolleger

Både Peder Hvelplund (EL) og Kirsten Normann (SF) bakker op om Karina Adsbøls (DF) spørgsmål til ministeren.

- Jeg bliver utrolig ked af det, når jeg hører sådanne historier. Jeg har selv arbejdet med borgere med demens, så det piner mig, at der kan være situationer, hvor beboere skal være fastspændt permanent eller ikke får nok at drikke. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Kirsten Normann, der er ældreordfører i SF.

- Man bliver jo berørt over historien. At folk skal ligge fikseret så længe,er uacceptabelt, lyder det fra ældreordføreren fra Enhedslisten, Peder Hvelplund. 

- Jeg bliver bekymret for, om det er udtryk for et generelt problem, så det er helt fornuftigt, at der bliver stillet spørgsmål til ministeren, siger han.

Normeringer
Både Kirsten Normann (SF) og Peder Hvelplund (EL) mener, at særligt dårlige normeringer og manglende ressourcer er årsagen til problemer.

- Jeg tror, det er et udtryk for, at personalerne er presset. Jo mere presset, de bliver, jo større er risikoen for fejl, lyder det fra Peder Hvelplund.

- Hvis der opstår situationer, hvor plejepersonale må bruge permanent fastspænding og ikke er i stand til at give deres beboere nok at drikke og spise, så vidner det om, at der er for lidt personale og for lidt tid. Og det er der, jeg siger; det skal vi have råd til, siger Kirsten Normann.

De påpeger begge, at pengene ikke har fulgt med den demografiske udvikling.

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere