Kaos om Arne-pension: Fanget i papir-helvede

Ansøgerne bombarderer nu Rigsarkivet for at skaffe den afgørende dokumentation

Arne Juhl blev Socialdemokratiets  ansigt udadtil for retten til tidlig pension, for dem der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arne Juhl blev Socialdemokratiets ansigt udadtil for retten til tidlig pension, for dem der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ansøgerne til den såkaldte Arne-pension risikerer at havne i et sandt papirhelvede.

De har nemlig problemer med at bevise, hvor længe de har slidt på arbejdsmarkedet.

Dermed er regeringens store slagnummer blevet ramt af netop det bureaukrati, som det var hensigten at undgå.

Siden månedens begyndelse har 1.087 personer nemlig henvendt sig til at Rigsarkivet for at finde dokumentation for deres mangeårige slid på arbejdsmarkedet.

Den kraftige stigning har allerede ført til lange ventetider hos Rigsarkivet. Det oplyser Rigsarkivets vicedirektør Ole Magnus Mølbak Andersen i en mail til Ekstra Bladet.

Hos Rigsarkivet findes der blandt andet gamle skatte - og sygedagpengeregister, der kan være afgørende for at bevise tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed sikre retten til tidlig pension.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du anmoder om oplysninger om dig selv hos Rigsarkivet, kan du læse mere her.

Arne-pensionen blev til efter Ekstra Bladet intenst beskrev problemerne med nedslidning blandt lønmodtagere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Rigsarkivet har oplysninger, der for nogle af ansøgerne er vital for at få ret til tidlig pension. Foto: Rigsarkivet/Torben Eskerod
Rigsarkivet har oplysninger, der for nogle af ansøgerne er vital for at få ret til tidlig pension. Foto: Rigsarkivet/Torben Eskerod

9-12 måneders ventetid
De mange begæringer er kommet på blot en måned. Og ansøgerne kan godt væbne sig med tålmodighed. 

- Rigsarkivet har forlængede sagsbehandlingstider på egenaccesområdet (Ret til indsigt i egne personoplysninger), der inkluderer sager vedrørende fremfinding af dokumentation til retten til tidlig pension. Vi har aktuelt 9-12 måneders sagsbehandlingstid på disse sager, oplyser Ole Magnus Mølbak Andersen.

Meldingerne var ellers lutter positive, da man åbnede for ansøgninger til Arne-pension 1.august.

Omkring 7.000 ansøgte indenfor de første fire dage, og ifølge fagforeningerne var ansøgningsprocessen uproblematisk. I alt har 16.000 ansøgt om tidlig tilbagetrækning.

Hvem kan få Arne-pension

Om du kan trække dig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, afhænger af, hvor meget anciennitet på arbejdsmarkedet du har optjent.

Du har ret til at gå et, to eller tre år tidligere på pension, alt afhængigt af hvor længe du har været tilknyttet arbejdsmarkedet.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er de år, hvor du har været i arbejde eller været på eventuel barsel, arbejdsløsheds og sygedagpenge.

Det antal år, du har været i arbejde, når du er 61 år (opgørelsestidspunktet), er afgørende for, om du kan gå på pension tidligere, også kaldet Arne-pension:

  • 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til tre år med tidlig pension
  • 43 år på arbejdsmarkedet giver ret til to år med tidlig pension
  • 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til et år med tidlig pension.

Fra 2026 hæves opgørelsestidspunktet til 62 år, og anciennitetskravene ændres til 43-45 år. Fra 2027 hæves opgørelsestidspunktet til 63 år, og samtidig vil kravet om anciennitet stige til 44-46 år.

Kilde: Ældresagen og Beskæftigelsesministeriet

Rigsarkivet oplyser, at man er i dialog med Beskæftigelsesministeriet om mulige løsninger på problemet.

Beskæftigelsesministeriets svar til Ekstra Bladet

- Beskæftigelsesministeriet er i dialog med Rigsarkivet og Kulturministeriet om, hvad der skal til, så man kan få en hurtigere adgang til oplysninger til brug for ret til tidlig pension, oplyser Beskæftigelsesministeriet til Ekstra Bladet.

- Der er på Rigsarkivets hjemmeside allerede en særlig blanket, som hjælper borgeren. Beskæftigelsesministeriet kan desuden oplyse, at der er mere 16.000 borgere, der har søgt om ret til tidlig pension, hvor ca. 13.000 ansøgninger er behandlet, her har mere end 4.000 fået fuld anciennitet, over 5.800 har fået anciennitet mellem 42-43 år og ca. 3.500 har fået under 42 års anciennitet, fortælles det.

Men nu ser det ud til, at nogle af ansøgerne må vente på finansministerens løfte.

Har du oplevet problemer med at blive godkendt til Arne-pension, og vil du fortælle om det i Ekstra Bladet, så kan du kontakte journalisten her.

I dagens afsnit af Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen kommentarer' taler vi med Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører om Arne-pensionen.