Karen Thisted: Messerschmidt er idiotisk og selvhøjtidelig

Karen Thisted har ikke andet end grin tilovers for Morten Messershcmidts beklagelse og udtalelser om kvinder

- Jeg synes kun, der er ét middel mod den type mænd, og det er at latterliggøre dem, siger Karen Thisted. (Foto: Tariq Khan)
- Jeg synes kun, der er ét middel mod den type mænd, og det er at latterliggøre dem, siger Karen Thisted. (Foto: Tariq Khan)

Journalist og forfatter Karen Thisted har ikke meget tilovers for Morten Messerschmidt (DF), efter Rikke Karlsson i går forlod Dansk Folkeparti og Messerschmidt derefter omtalte hende som en 'forvirret pige'.

- Jeg kan ikke lade være med at skrige af grin over den idiotiske, selvhøjtidelige mand, siger hun til Ekstra Bladet.

Morten Messerschmidt har over for Jyllands-posten beklaget, at hans udtalelser mod Rikke Karlsson kunne virke nedladende og fortæller, at ordvalget skal ses i lyset af, at han var personligt berørt og ked af situationen. Men det ændrer imidlertid ikke på Thisteds synspunkt.

- Beklagelsen er noget, han er blevet tvunget til, fordi Dansk Folkeparti ikke kan leve med det, han har sagt. Og han kan da ikke blive følelsesmæssig over, at en kvinde ikke vil finde sig i at blive nedgjort, så egner han sig da ikke til at sidde som folkevalgt, lyder det fra Karen Thisted.

Se også: Messerschmidt på tilbagetog: Jeg vil gerne beklage

'Sådan han ser kvinder'
Det er ikke første gang, Morten Messerschmidt trækker 'kvindekortet', når han møder kritik. Da Anna Rosbach meldte sig ud af Dansk Folkeparti i 2011, omtalte Messerchmidt hende efterfølgende som en 'forskruet pige'.

- Jeg tror, han gør det, fordi det er sådan, han ser kvinder. Jeg er snart 70 år, og jeg har mødt de mænd hele mit liv. Jeg udgiver en bog om nogle dage, som hedder 'hvis jeg døde nu, døde jeg lykkelig. Og en af grundene til, at jeg ville dø lykkelig er, at jeg har gennemskuet mænd af den slags, som Morten Messerschmidt er, siger hun og tilføjer:

- Jeg synes kun, der er ét middel mod den type mænd, og det er at latterliggøre dem. Hvis jeg arbejdede i EU-parlamentet ville jeg ikke være gået. Han vil jo gerne have, at hun går, fordi han ikke vil lægge det regnskab frem.

Se også: Messerschmidts forklaringer: Forvirrede og forskruede piger

227 kommentarer
Vis kommentarer