Karlsson til EU-præsident: Kræv alle Messerschmidts bilag

Rikke Karlsson kontakter nu præsidenten for Europa-Parlamentet for at få bilag udleveret i sag om misbrug af EU-midler

Morten Messerschmidt. (Foto: Jens Dresling)
Morten Messerschmidt. (Foto: Jens Dresling)

Den tidligere DF'er Rikke Karlsson beder nu selveste præsidenten for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, om at kræve alle bilag fra regnskaberne i partiet MELD og fonden FELD udleveret i sagen om mulig misbrug af EU-midler.

Hidtil har Morten Messerschmidt, der er formand i MELD, blankt afvist at lægge bilag frem i sagen, selvom han så sent som i denne uge har tilbagebetalt ca. en million kroner til parlamentet, efter de i en rapport har knaldet MELD for 'skødesløs' og 'overdreven' omgang med EU-midler brugt på kompensation til en tidligere medarbejder.

Og nu kræver DF-afhopperen, at Europa-Parlamentets øverste politiske skikkelse går ind i sagen og får ryddet op, lyder det i brevet sendt fredag formiddag til Martin Schulz.

Se også: Messerschmidt afviser alt efter million-tilbagebetaling

Se også: Messerschmidts EU-parti knaldet: Betaler én mio. tilbage

'Det må også være i Parlamentets  og Præsidentens aller største interesse at sikre, at EU's midler er blevet brugt efter gældende regler og til rette formål,' skriver Rikke Karlsson bl.a. til Martin Schulz og understreger, at hun ikke er interesseret i blot at se revisionspåtegninger:

'Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke handler om indsigt i revisionsrapporterne, da disse allerede er tilgængelige på Parlamentets hjemmeside. Min henvendelse her handler specifikt om selve regnskabet og tilhørende bilag til regnskabet 2014, og så snart det er muligt også regnskabet for 2015. Jeg vil derfor bede dem om at se nærmere på denne sag,' hedder det i brevet.

Morten Messerschmidt har over for Politiko forklaret tilbagebetalingen af de mange penge til EU med, at der ikke var tale om uregelmæssigheder, men om 'konteringer'. DF-stemmeslugeren kalder i øvrigt ifølge avisen parlamentets valg af ordene ’skødesløst’ og ’overdrevent’ for ’standardudtryk i forhold til udgiftens natur’.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Martin Schulz.

236 kommentarer
Vis kommentarer