Karlsson til Messerschmidt: Læg alle bilag frem

DF-afhopper kræver alle bilag lagt frem i sag om brug af penge i to fonde, hvor Morten Messerschmidt er centralt placeret

Rikke Karlsson har for alvor fået mediernes opmærksomhed efter sit brud med DF (Foto: Bjørn Marcus Trappaud)
Rikke Karlsson har for alvor fået mediernes opmærksomhed efter sit brud med DF (Foto: Bjørn Marcus Trappaud)

Gør som Løkke. Læg alle bilag frem.

Sådan lyder kravet nu til DF’s rekordstemmesluger Morten Messerschmidt fra afhopperen Rikke Karlsson i sagen om brugen af midler i de to EU-støttede fonde FELD og MELD, hvor Morten Messerschmidt er præsident.

Sagen er de seneste døgn vokset sig større og større, efter Karlsson har rejst tvivl om, hvordan midlerne i de to fonde er blevet brugt.

- Han skal lægge alle bilag frem for regnskabet for 2014, hvor han rådet over de midler alene. Det vil være en sand glæde, så vi kan få den sag ud af verden. Så vi kan få det gennemgået. Så vi kan få lukket den her historie. Jeg føler, at jeg har været medlem af fonde, hvor jeg ingen som helst information har kunnet få, siger Rikke Karlsson i et interview med Ekstra Bladet i Bruxelles.

- Problemet er, at jeg føler, jeg har siddet som medlem af to fonde, hvor der har været utrolig mange penge til rådighed. Og så har jeg slet ikke kunnet få svar på, hvad de penge er brugt til.

Alarmklokkerne ringer
I går blev de reviderede 2014-regnskaber for de to organisationer endeligt lagt ud på Europa Parlamentets hjemmeside. Her fremgår det, at der blev brugt næsten 10 millioner kroner sidste år. Men trods revisorunderskrifter er det kun i meget overfladiske træk muligt at se, hvad pengene er brugt på – og hvem der har brugt dem.

Morten Messerchmidt opfordres til at lægge alle sine bilag frem. (Foto: Thomas Emil Sørensen)
Morten Messerchmidt opfordres til at lægge alle sine bilag frem. (Foto: Thomas Emil Sørensen)
 

Derfor stiller regnskaberne ikke Rikke Karlsson tilfreds.

- Det kan jeg jo ikke bruge til noget. Herreste du milde. Ernst & Young’s revisionsrapport siger jo intet om, hvad pengene er brugt på – andet end på overskriftsniveau.

- Men han siger jo, du har fået en invitation til et møde, hvor du kunne kigge alt igennem?

- Jeg har ingen invitation fået. Vi har kigget alt igennem. Og Morten er ellers typen, der har styr på alting.

- Men hvad er problemet egentlig i denne sag? Hvad har du Morten Messerschmidt mistænkt for?

- Jeg har været meget åben omkring, at jeg ikke er kommet med nogen anklage. Men det er ikke kriminelt at stille spørgsmål. Og mine alarmklokker ringer for alvor, når Morten Messerschmidt ikke vil fremlægge dokumentation i sagen..

- Messerschmidt siger, at du ikke har være medlem i 2014.

- Jamen, det passer ikke. Selvfølgelig har jeg været medlem, siger hun, hvilket Morten Messerschmidt vedholdende bestrider.

Messerschmidt: Jeg lægger intet frem

Messerschmidt mener ikke, at det kommer skatteborgerne ved, hvad hans egne EU-fonde har brugt næsten 10 millioner kroner på sidste år.

I stedet kalder Morten Messerschmidt angrebene fra Rikke Karlsson et rent karaktermord.

- Jeg synes faktisk, det er ved at blive decideret ubehageligt. At hun skal gå ud med så kraftige insinuationer på noget, hun kalder sine mavefornemmelser. Det nærmer sig et forsøg på rent karaktermord fra Rikke Karlssons side, siger Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet og understreger, at alle regler er overholdt i administrationen af midlerne i de to omstridte organisationer MELD og FELD.

- Men Rikke Karlsson vil gerne have, at du lægger bilag frem for det her 2014-regnskab, som hun er interesseret i. Hvorfor gør du ikke bare det?

- Rikke Karlsson bør lige få styr på, hvornår hun er medlem fra. Hun var slet ikke medlem i 2014, men blev det først i 2015. I 2014 var der 22 medlemmer, og jeg vil ikke gå rundt til 21 andre medlemmer for at sige, at Rikke Karlsson, som de ikke har nogen anelse, hvem er, vil have indsigt i bilag, fordi hun vil have indsigt i deres andel af pengene.

- Hun mener, hun har været medlem?

- Men, der er jeg bare nødt til at sige til dig: Det er ikke rigtigt. Karlsson har rigtig nok underskrevet, at hun er medlem af MELD og FELD i 2014, men hun er først medlem fra 1. Januar 2015, da det først gælder det følgende kalender år. Det eneste danske medlem af MELD og FELD i 2014 var undertegnede. Men Karlsson er blevet tilbudt et møde, hvor hun kan få fuldstændig indsigt i, hvordan det spiller og se aktivitetsrapporter og revisionsrapporter. Men sagen er jo bare, at 2014-regnskabet først er kommet i dag.

- Hun nævner også, at hun er blevet forelagt to blanke stykker papir, som hun skulle skrive under på, hvor der udelukkende stod MELD og FELD. Er det en praksis, du kender til: At der bare skal skrives under på blanke A4-ark?

- Jeg har ikke bedt Rikke Karlsson skrive under på noget som helst, andet end da vi drøftede det sidste år, da hun blev medlem. – Men når nu der rejses tvivl på denne måde. Hvorfor så ikke lægge bilag frem?

- Vi følger reglerne. Jeg vil sådan set gerne lave reglerne om. Det har jeg masser af gange talt om og slået slag for i Europa-Parlamentet. Men jeg gider bare ikke skulle følge et strammere sæt regler end alle andre MEP’ere, siger Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet.

131 kommentarer
Vis kommentarer