Kendt kramme-terapeut: Jeg så femårig blive kvalt og begravet

Kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget Per Brændgaard fortæller, at han som barn bevidnede en pædofil mands drab på en pige, som blev gravet ned i en grusgrav. Politiet kan ikke bekræfte hans forklaring

Per Brændgaard blev kendt som ernæringsekspert, men satser nu på en på politisk karriere. Video: perbraendgaard.dk

Den kendte ernæringsekspert, krammeterapeut og kandidat ved kommunal- og regionsrådsvalget i næste uge Per Brændgaard overværede som femårig drabet på en jævnaldrende pige. Et voldeligt pædofilt netværk begravede efterfølgende liget i en midtjysk grusgrav.

Det fortæller han i en videosamtale med Samantha Kirkegaard Poulsen, der tilhører den omstridte bevægelse Acephali. Ifølge den i dag 50-årige Per Brændgaard er drabet uopklaret.  

Videoen blev optaget i maj. Men Ekstra Bladet er først blevet opmærksom på den i forbindelse med Per Brændgaards politiske kampagne for at komme i Københavns Borgerrepræsentation og regionsrådet i Hovedstaden.

Ifølge Brændgaard fortalte den femårige veninde, at en bestemt mand rørte ved hende på en måde, som hun ikke brød sig om.  

- Så bliver han så sur, at han kvæler hende. Så hun dør. Jeg er der, da det sker … i den anden ende af huset. Der er en meget panisk situation. Jeg bliver sat på bagsædet af en bil. Så bliver vi kørt ned til en grusgrav. Så bliver der gravet et hul. Og så bliver hun hældt ned i det hul. Så bliver det dækket til, forklarer Brændgaard.

- Hvis jeg sagde det til nogen, så ville jeg selv ende i grusgraven. Jeg har hver dag, siden jeg var fem, levet i frygt for, at jeg lige pludselig skulle blive kvalt og hældt ned i et hul, lyder det videre fra Per Brændgaard, der stiller op for Frihedslisten med 'legalisering af cannabis' og vaccine-skepsis som mærkesager.

Da Ekstra Bladet spørger ham, om drabet aldrig er blevet opklaret, svarer Brændgaard, der følges af knap 5000 på Facebook og Twitter:

- Nej, det er det ikke. Det ligger nogle år tilbage (44 år, red.). Det meste har jeg faktisk fortrængt indtil for nogle få år siden. Så er det kommet tilbage i glimt. Jeg synes, jeg har en fuld erindring om det nu. Jeg har også kontaktet politiet med 44 års forsinkelse.

- Du må jo vide, hvem den mand er?

- Ja, jeg ved, hvem det er. Jeg har prøvet at konfrontere nogle af dem, som gjorde det. For en tre år siden. Der blev jeg truet med sagsanlæg. De ville sige, at jeg løj eller havde fået en hashpsykose. Men min dokumentation er min hukommelse. Episoden med den femårige var et kæmpe traume – jeg var selv fem år, da det skete.

- Hvor i landet var det?

- Det var i Midtjylland, hvor jeg voksede op ... Det er så langt ude, at jeg kan tvivle på, om folk vil tro på det.

- Men drab bliver jo aldrig forældet i Danmark?

- Det er rigtigt. Men det kræver, at politiet skal investere nogle resurser. Jeg har påtalt det for Silkeborg Politi.

- Men du så ikke pigen mere?

- Jeg så ikke pigen mere, nej. Jeg har minder om, at politiet lavede noget afhøring. Jeg skulle bare ikke sige noget.

- Jeg tænker bare, at hvis en femårig pige forsvinder i Danmark, så vil det skabe noget postyr?

- Ja, og der har jeg selv i min oprydning været i arkivet på Det Kongelige Bibliotek, hvor man kan søge i gamle aviser, for at se om der har været noget i Midtjyllands Avis. Men det er som at lede efter en nål i en høstak.

- O.k. Og du stiller op til Borgerrepræsentationen?

- Ja, og Region Hovedstaden.

- Okay. Det er spændende, om I kommer ind. Jeg vil gå ned på vores kriminalredaktion og høre, om der mangler en pige, der er forsvundet i midten af 70’erne.

- Det ville da været fedt.

Ekstra Bladet har dog ikke umiddelbart kunnet finde omtaler i diverse mediearkiver for perioden 1975-1977, som kan understøtte Per Brændgaards hukommelse. Heller ikke hos Midt- og Vestjyllands Politi har man været i stand til at bekræfte en sådan sag. Hverken en fem-årig pige, som er forsvundet i den periode eller fundet dræbt i en grusgrav, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Per Brændgaard blev i august idømt ti dagbøder på 850 kroner stykket ved byretten, fordi han kaldte to DSB-ansatte og to betjente for 'fascister'.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Men for en gruppe af danskere er julen svær