Kendt rapper vil være statsminister

Måske du husker hittet Deep Undercover - nu vil han gå den stikmodsatte vej. Helt op på landets fineste talerstol

Al Agami slog sit navn fast med blandt andet jazzet rap i 90'erne med Thomas Blachman og Remee.

Siden er kommet adskillige tv- og filmoptrædender. Seneste har han overtaget Peter Bellis rolle i nyindspilningen af Løvernes Konge.

Men de seneste år har han dyrket sit politiske engagement i stadig højere grad. Og nu skal der for alvor sættes skub i dét kapitel.

Det afslører han under en lille demonstration i novemberkulden på Christiansborgs Slotsplads som modtræk til Rasmus Paludan og Stram Kurs' årsmøde indendøre.

- Vi begynder at indsamle underskrifter til april, fortæller Al Agami.

I første omgang vil han stille op som løsgænger til kommunalvalget i København i 2021.

100 procent
Men samtidig vil han altså forsøge at samle underskrifter nok til at opstille et parti til Folketinget, som han vil kalde Danmark for Dansere.

- Jeg har altid haft et eller andet med at stave forkert. Så tror folk, der står Danmark for Danskere, men det gør der naturligvis ikke. Så kan det være, de begynder at tænke lidt, forklarer Al Agami om det anderledes partinavn.

- Hvem er din statsministerkandidat?

- Det er mig selv. Det er 100 procent mig selv. Jeg repræsenterer for eksempel ti tusind danskere som bor i Sverige og som ikke må stemme i Danmark. Det er lidt mærkeligt, når svenskere der bor i Danmark, gerne må stemme i Sverige

- Hvilken blok tilhører du?

- Det må blive lilla blok. Jeg gider ikke alt det med blokke. Jeg vil i Folketinget for at lave konkrete ting.

- Det lyder lidt Alternativet-agtigt?

- Nej, der er for mange dick picks. Det kan du sige til kulturborgmesteren. Jeg vil det ægte fællesskab.

Al Agami taler om bedre forhold for statsløse. Imens holder Paludan inden for årsmøde. Foto: Philip Davali
Al Agami taler om bedre forhold for statsløse. Imens holder Paludan inden for årsmøde. Foto: Philip Davali

Mærkesager og grafitti
Al Agami lister tre konkrete ting, han vil arbejde for, hvis han kommer i Folktingetinget.

1) Gratis tandlægehjælp til alle 2) Fjerne børnefattigdom 3) Mere motion og bedre vejrtrækning for især ældre, men også unge.

For at gøre opmærksom på sig selv og sit parti er rapperen ikke bange for at tage utraditionelle metoder i brug.

- Jeg vil lave herremeget civil ulydighed. Vent og se hvor meget graffiti, der kommer næste år

- Der skal stå Danmark for Dansere og Danmark uden R. Elsker Danmak.

- Er graffiti ikke hærværk?

- Hvad rager det mig. Det er ytringsfrihed. Så tager vi den derfra. Du kan se nu, der er graffiti over det hele. Se på togene. Det er bare ændret til reklameplads, siger Al Agami.

Og selvtilliden fejler ikke noget hos den 47-årige nyslåede politiker.

- Der er ikke én derinde på Christiansborg, der har mit politiske pedigree (politisk bagkatalog, red.). Jo, måske ti. De er ældre end mig, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Al Agami har dog et problem. Han skal skaffe sig et rødbedefarvet pas.

- Folk har gået udfra, at Al Agami er dansker. Det er han ikke. Jeg er statsløs. Jeg er udlænding nummer 1-4522170PLN011. Det vil sige, jeg har permanent opholdtilladelse i Danmark. Jeg kan arbejde. Jeg får lov at betale masser af skat, fordi jeg er rimelig gammel og engang har været succesfyldt i ny og næ. Men der er ikke nogen politikere, der repræsenterer mig. Derfor kan jeg sige med slet skjult kækhed, selvfølgelig vil jeg pege på mig selv, lyder det fra Al Agami.

Prinser og brødre
Al Agami har ikke sine politiske ambitioner fra fremmede. Rapperen har boet i Danmark siden 1980, hvor han kom til landet efter nogle år i Afghanistan.

Inden da var han sammen med sin familie flygtet fra det centralafrikanske kongedømme Lado, hvor hans far var konge, hvorfor Al Agami og hans to brødre, Kuku og Joseph, har titler af prinser . Familien var forfulgt af Ugandas diktatoriske leder Idi Amin, og nyder den dag i dag beskyttelse som FN-flygtninge.

Faderen kalder Al Agami for Baba John. I sommer var både rapperens mor og far med på den røde løber til filmpremiere.


154 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere