Kickstartede metoo-kampagne mod Lidegaard

Zenia Stampe begyndte metoo-angreb på Martin Lidegaard, da ny radikal leder skulle vælges

Kickstartede metoo-kampagne mod Lidegaard

- Jeg håber bestemt ikke, at der kan komme sager frem om mig, sagde Martin Lidegaard til Ekstra Bladet i torsdags. Video: Ritzau Scanpix/Emma Svendsen/Signe Skov

Det var det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe - Sofie Carsten Nielsen-støtte - som først nævnte en risiko for metoo-sager mod Martin Lidegaard.

Det oplyser flere kilder i den radikale folketingsgruppe, som var til stede i Den Sorte Diamant onsdag. Her valgte de radikale Sofie Carsten Nielsen som ny leder fremfor Martin Lidegaard med stemmerne 12-4.

Efter en kort pause - men inden afstemningen - sagde Zenia Stampe pludselig, at der jo kunne være sager på Martin Lidegaard, oplyser kilderne, som ønsker at være anonym af hensyn til repressalier.

Rohde forsvarede
Jens Rohde tog straks Martin Lidegaard i forsvar. Han mente, at der var tale om regulær bagvaskelse på baggrund af løse rygter, oplyser kilderne.

Også Martin Lidegaard hidsede sig op over Zenia Stampes insinuering. Den var uden hold i virkeligheden, forklarede han.

Indtil metoo-debatten havde de radikale kun talt om kandidaternes politiske visioner for partiet. Begge kandidater kunne tælle til otte støtter ifølge flere kilder. Det var uafgjort.

OVERBLIK: Magtkamp udspillede sig på hemmeligt møde hos Radikale

De Radikale er løbet med stort set alle overskrifter de seneste dage, hvor Folketinget åbnede tirsdag, mens der torsdag er åbningsdebat.

Onsdag valgte Morten Østergaard (R) nemlig at gå af som politisk leder efter pres.

Det skyldes en krænkelsessag, hvor han for knap ti år siden lagde en hånd på låret af partifællen Lotte Rod, der følte sig krænket og flyttede Østergaards hånd.

Her er et overblik over, hvad der skete på De Radikales dramatiske gruppemøde onsdag, hvor Sofie Carsten Nielsen vandt kampvalget om at blive ny politik leder over Martin Lidegaard.

* De Radikale mødes klokken 11.30 til et hemmeligt gruppemøde, som er blevet rykket fra Christiansborg til Den Sorte Diamant for at undgå pressen. Mødet står til at slutte klokken 13.

* Pressen opsnapper tidligt på dagen, hvor De Radikale holder gruppemødet, og at den interne krænkelsessag er på dagsordenen. På det tidspunkt kender offentligheden ikke noget til, at det er Østergaard selv, som er krænkeren.

* Sofie Carsten Nielsen har kendt til detaljerne i Rods sag siden september, hvor sidstnævnte selv stod frem med sine oplevelser. Dog uden at nævne et navn.

* Inden gruppemødet har Rod givet navnet på krænkeren til gruppeledelsen. Altså også Østergaard selv. Det er sket for nogle uger siden. Østergaard har selv fortalt, at sagen er lukket med en påtale til krænkeren.

* Først under gruppemødet indrømmer Østergaard, at han er krænkeren. Men ikke lige med det samme ifølge Sofie Carsten Nielsen, som kalder håndteringen for 'ringe af Morten Østergaard'.

- Når man bliver spurgt direkte på gruppemødet i går, så skal man svare direkte, siger Sofie Carsten Nielsen torsdag, hvor sagen fylder en del fortsat.

* Undervejs i gruppemødet kommer Østergaard til den erkendelse, at han ikke kan fortsætte som politisk leder.

* Herefter begynder magtkampen om at blive ny politisk leder. Sofie Carsten Nielsen står på spring. Den tidligere leder for partiet Marianne Jelved opfordrer Martin Lidegaard til at stille op. Og det gør han.

* Lidegaard vil have et kursskifte for De Radikale, hvor Østergaard og Sofie Carsten Nielsen de seneste år har stået for linjen. Den skal være mindre konfrontatorisk og mere dialogsøgende, mener Lidegaard.

* Sofie Carsten Nielsen har oplyst til Lidegaard, at der hænger en mulig krænkelsessag over Lidegaard selv. Hun siger, han selv bragte det op på selve mødet.

* Lidegaard har udtalt, at Sofie Carsten Nielsen til ham har oplyst, at der 'for nogle år siden var en, som følte, at jeg (Lidegaard, red.) på et dansegulv kom for tæt på' en anden person.

* Lidegaard kan ikke erindre en sådan hændelse. Men han bringer oplysningen fra Sofie Carsten Nielsen op til gruppemødet foran de øvrige kolleger.

- Som vi kan læse i aviserne i dag, blev det også en debat, at vi kunne risikere at få en ny sag. Det er jeg fast overbevist om, at vi ikke ville få. Men det kom kort ind, og den usikkerhed talte selvfølgelig ikke i min retning, siger Lidegaard.

* Han henviser til, at sagen - ifølge ham - ikke gavnede Lidegaards bestræbelser på at blive ny politisk leder. De nærmere detaljer om dansegulvs-sagen kendes ikke.

* Sofie Carsten Nielsen vinder kampvalget med stemmerne 12-4. Lotte Rod, Jens Rohde, Marianne Jelved og Lidegaard stemmer på sidstnævnte.

* Lidt efter klokken 18 møder Østergaard pressen. Han indrømmer, at det var hans hånd på Lotte Rods lår. Og at han trækker sig. Han giver samtidig stafetten videre til Sofie Carsten Nielsen, som kort tid efter selv møder pressen.

Lidegaard i forsvar
Men Zenia Stampes emneskift ændrede diskussionens karakter. Martin Lidegaard var nu i forsvarsposition.

Nødtvungent fortalte han derfor selv om en sag, som Sofie Carsten Nielsen har oplyst ham om på et tidligere tidspunkt.

Det drejer sig om en episode på et dansegulv, hvor Martin Lidegaard 'kom for tæt på' ifølge en kilde, der har henvendt sig til Sofie Carsten Nielsen.

Martin Lidegaard sagde på mødet i Diamanten, at han ikke aner, hvilken episode eller person, der er tale om.

Ikke en fordel
Dagen efter mener Martin Lidegaard dog, at debatten om en mulig ny sag ikke gavnede hans kandidatur, som i øvrigt var støttet af den radikale nestor Marianne Jelved.

- Som vi kan læse i aviserne i dag, blev det også en debat, at vi kunne risikere at få en ny sag. Det er jeg fast overbevist om, at vi ikke ville få. Men det kom kort ind, og den usikkerhed talte selvfølgelig ikke i min retning, sagde Martin Lidegaard.

Det endte med, at kun Marianne Jelved, Jens Rohde, Lotte Rod og Martin Lidegaard selv stemte på Martin Lidegaard.

FAKTA: Sådan vælger De Radikale leder og formand

Radikale Venstre har en partistruktur, der er lidt anderledes fra de fleste andre danske partier. Partiet har nemlig både en landsformand og en politisk leder for folketingsgruppen.

Her kan du blive klogere på, hvem de to forskellige personer er, og hvordan de vælges:

* Landsformand: Svend Thorhauge.

Ifølge partiets vedtægter skal en landsformand og en landsnæstformand vælges på partiets landsmøde. Ingen af dem må være medlemmer af Folketinget eller EU-Parlamentet. Formanden må endda ikke være kandidat til et af de to parlamenter.

Landsformanden er i højere grad lederen af den partiorganisation, der eksisterer uden for Christiansborg.

* Politisk leder: Sofie Carsten Nielsen.

Partiets politiske leder vælges af partiets gruppe i Folketinget. Her er der for nuværende 16 medlemmer. Den politiske leder er den person, der står for at tegne den politiske retning i partiet.

Sofie Carsten Nielsen oplyste onsdag aften, at hun har fået posten ved et kampvalg mod et andet af folketingsgruppens medlemmer Martin Lidegaard med stemmerne 12-4.

Før hende var Morten Østergaard politisk leder.

Kilder: Radikale Venstres hjemmeside og doorstep med Sofie Carsten Nielsen.

Sofie Carsten Nielsen skriver i en sms til Ekstra Bladet, at hun ikke 'har spredt nogen rygter om Lidegaard'.

'Lidegaard delte selv et eksempel om sig selv i plenum', skriver hun videre og afviser at kommentere yderligere.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Zenia Stampe, Martin Lidegaard og Morten Østergaard.