Kina tilbageholder australsk nyhedsvært midt i strid

Tv-vært er "under overvågning" et udvalgt sted. Den status kan opretholdes månedsvis uden adgang til advokat

Et australsk ønske om en global undersøgelse af coronapandemiens oprindelse har skabt vrede i den kinesiske regering. (Arkivfoto.) Foto: Thomas Peter/Reuters
Et australsk ønske om en global undersøgelse af coronapandemiens oprindelse har skabt vrede i den kinesiske regering. (Arkivfoto.) Foto: Thomas Peter/Reuters

En profileret australsk nyhedsvært bliver tilbageholdt af de kinesiske myndigheder.

Spændingerne mellem de to lande har den seneste tid været stigende på grund af handelsstridigheder og coronavirus.

Den tilbageholdte er Cheng Lei, som har arbejdet for den engelsksprogede statslige tv-kanal CTGN i Kina i otte år.

Hun blev tilbageholdt af myndighederne og placeret 'under overvågning i en udvalgt bolig' uden at være officielt sigtet eller anholdt.

Ifølge det australske medie ABC kan hun tilbageholdes seks måneder under de betingelser uden adgang til advokater.

- En formel meddelelse om hendes tilbageholdelse blev givet 14. august 2020 af de kinesiske myndigheder, lyder det i en meddelelse fra den australske regering.

- Australske myndigheder havde 27. august via videolink et indledende konsulært møde med Cheng på et anlæg, hvor hun tilbageholdes, og vil fortsat yde støtte til både hende og hendes familie.

Hendes side og relaterede nyhedshistorier er blevet fjernet fra CTGN's hjemmeside.

Hun har hovedsageligt dækket erhvervsstof som vært for programmet 'Global Business'.

Hendes to børn er for tiden hos familiemedlemmer i den australske millionby Melbourne.

Chengs tilbageholdelse sker, mens et australsk ønske om en global undersøgelse af coronapandemiens oprindelse har skabt vrede i den kinesiske regering.

Cheng er ikke den første australier, der bliver tilbageholdt i Kina. Siden januar 2019 har den kinesisk-australske forfatter Yang Hengjun været tilbageholdt på grund af mistanke om spionage.

Yang Hengjun var en af Kinas mest indflydelsesrige politiske bloggere.

Han er tidligere diplomat for udenrigsministeriet i Kina og har under pseudonymet Wei Shi også skrevet spionromaner.

Han har blandt andet været fortaler for, at Kina burde udvikle sig i en mere demokratisk retning og har i den forbindelse kritiseret styret i Kina.

40 kommentarer
Vis kommentarer