KL: Kommunerne har kæmpet for at komme i mål med budgetter

Kommunerne har vedtaget næste års budgetter, men den stramme økonomiaftale presser kernevelfærden, siger KL

- Det har været en lang og hård kamp at komme i mål i år.

Sådan skriver KL i en pressemeddelelse, efter de 98 kommuner i Danmark har vedtaget budgetterne for næste år. Og det bliver en udfordring for kommunerne, hvis regeringens ompriorteringsbidrag bliver fremtiden, understreger formanden, Martin Damm (V).

- Kommunerne har lagt budgetter i skyggen af det omprioriteringsbidrag, som regeringen netop har fremsat lovforslag om, og dermed usikkerheden om en reduktion af det kommunale udgiftsloft med 2,4 milliarder kroner årligt fra 2017 til 2019.

- Hvis Folketinget beslutter, at fremtiden skal se sådan ud, så presser det kommunernes muligheder for at levere kernevelfærd.

Derfor skal kommunerne have et klap på skulderen, siger Martin Damm.

- Jeg vil gerne rose kommunerne for at have balanceret budgetterne i mål og især for at have reduceret anlægsudgifterne i forhold til sidste år, som forudsat i økonomiaftalen, men udfordringen ser jo ud til at vokse de kommende år.

- Derfor har vi fra KL's side også gjort det helt klart, at hvis Folketinget nu vedtager et omprioriteringsbidrag fra 2017-2019, så vil det komme til at berøre den helt borgernære velfærd i for eksempel vores daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet, siger han.

Venstre-regeringen fik i den seneste kommuneaftale gennemtvunget et såkaldt omprioriteringsbidrag, hvor kommunerne samlet skal aflevere én procent af deres budget svarende til 2,4 milliarder kroner til regeringen hvert år de næste fire år.

I 2016 får de dog 1,9 milliarder kroner tilbage, men på fortsat ikke fastlagte områder, og samme tilbagebetaling er der ingen garanti for i årene 2017, 2018 og 2019.

Folketinget skal beslutte omprioriteringsbidragets skæbne her i efteråret.

0 kommentarer
Vis kommentarer