Klar på million-eftersyn

170 millioner kroner blev i 2020 pumpet ud i filmbranchen via markedsordningen. Socialdemokratiet åbner nu for en gennemgang af vilkårene - det sker efter Ekstra Bladets afsløringer af ringe tilbagebetaling

Peter Aalbæk Jensen laver stegt flæsk og forsvarer, hvorfor Zentropa blot har betalt seks af 31 støttemillioner for 'Afdeling Q'-filmene tilbage til DFI.

Milliongaranti og lukrative renter på 75 procent.

Den såkaldte markedsordning til støtte af kommercielle film puster til million-indtjeningen i dansk film.

Men måske blæser forandringens vinde.

Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, erklærer sig klar til at undersøge, om pengene kunne bruges bedre.

- Når vi har store succesrige film, som tjener mange penge, så er idéen i den model, vi har, at de penge skal gå tilbage, så de kan investeres i nye film. Derfor er de tal, I har fundet frem, tankevækkende, siger han.

Ekstra Bladet har sat lys på filmhittene om Afdeling Q, som ifølge Peter Aalbæk har tjent mindst 40 millioner kroner ind til Zentropa.

Siden 1972 har blot 11 ud af 800 film betalt fuldt tilbage, selvom det er et klart vilkår, hvis filmen bliver en publikumssucces.

- Er modellen skruet rigtigt sammen?

- Det er det værd at have en diskussion af, om modellen er. Jeg vil ikke lægge mig fast på, om der skal skures i den ene eller anden retning. Det er først noget, vi skal diskutere i forbindelse med et nyt filmforlig. Men det er værd at overveje. Det handler om, hvordan vi kan genere penge til at lave flere gode danske film. Der er noget solidarisk risikodeling i, at de film, der klarer sig godt, er med til at finansiere nogle af de film, som måske ikke appellerer helt så bredt.

- Vi ser flere og flere filmføljetoner. Eksempelvis Afdeling Q. Er det ikke til hest, at man støtter film, som man jo godt ved kan hive mange mennesker i biografen?

- Det kan man have en diskussion af. Men det falder tilbage på, om film nummer to-tre-fire kan lade sig gøre, hvis det ikke var garantien, der ligger i bevillingen fra DFI.  Spørgsmålet er, om risikoen for de andre investorer bliver for stor, hvis der ikke ligger en bund fra filminstituttet. Det ved jeg ikke - men lad os få det udboret.

Scorer enorm milliongevinst på skatteyderbetalte filmhits

Ålen: Vi har givet Danmark en forpulet Oscar

Kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) er ikke meget for at se på forholdene i dansk film. Foto: Jens Dresling
Kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) er ikke meget for at se på forholdene i dansk film. Foto: Jens Dresling
 

Kasper Sand Kjær påpeger, at økonomien i dansk film i dag grundlæggende er god. Branchen er 'en snebold, der ruller på den gode måde'.

- Det har ændret vilkårene for, hvor svært eller let det er at lave film. Og også for, hvor meget støtte der er brug for til de store succeser, der sælger billetter herhjemme og måske også i udlandet. Ordningen er lavet på et tidspunkt, hvor dansk film så anderledes ud. Hvor det var svært at lave en forretning ud af film. Det er lykkes i dag. Derfor er der en legitim diskussion af, om vi kunne få flere gode danske film for pengene.

- Så en modernisering?

- Ja, måske. Det er jeg i hvert fald åben over for.

- Hvorfor er I politikere så nervøse for at ændre i filmbranchens vilkår - den her ordning har eksisteret i snart 50 år.

- Det ved jeg ikke, om jeg er nervøs for. Men jeg synes, det er vigtigt at sige, at det stærke filmmiljø, vi har i så lille et sprogområde, er enestående. Det skal vi passe på. Det giver noget fantastisk til vores kultur og fællesskab. Det er unikt.

- Derfor vil man bredt i Folketinget gerne støtte de gode danske film. Så det er - for mig - ikke en diskussion om, hvorvidt det er for lukrativt. Det er et spørgsmål, om vi kunne få endnu mere for de penge, vi bruger i dag.

- Hvorfor ikke bare give de her penge til filmproducenterne, når ingen alligevel betaler tilbage, sådan som Peter Aalbæk foreslår?

- Det er jo ikke tanken med den model, vi har i dag, at de ikke skal betale tilbage. Derfor finder jeg det tankevækkende, at en af de store filmproducenter siger, at det er sådan, man ser på ordningen. Hele modellen står jeg ved. Med midlerne i DFI sikrer vi, at der bliver produceret danske film. Og at andre tør investere i dem.

- Meningen er ikke, at vi skal betale for alle danske film. Nogle film kan jo netop kunne klare sig på markedsvilkår.

- Så Ålen har en forkert tankegang?

- Nej, men det er værd at tage en diskussion af, om ordningen er strikket helt sådan sammen, som den skal være i dag for at virke efter hensigten.

Lukketheden
Ekstra Bladet har i forbindelse med afdækningen af tilbagebetalingen ikke kunnet få fuld indsigt i, hvor meget filmene egentlig har tjent på eksempelvis streaming og salg af andre rettigheder.

Kasper Sand Kjær er ikke stolt af lukketheden.

- Jeg er åben over for at se på, om der skal være mere gennemsigtighed. Det er skatteborgernes penge, som går til at støtte film. Det er legitimt, at man kan se, hvordan de penge bliver anvendt. Og om det har genereret store overskud. Man skal kunne se, om investeringen har båret frugt.

- Hvad vil du gøre så?

- Det kan vi diskutere, når vi skal lave et nyt filmforlig. Skal vi have noget mere åbenhed hos støttemodtagerne?

Klar på million-eftersyn

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen Kommentarer' herunder eller der, hvor du hører dine podcasts.