S-krav: Borgen skal smides ud af Løkkes eksklusive klub

Thomas F. Borgen bør smides ud af regeringens disruptionråd, siger Socialdemokratiet

Thomas F. Borgen går formentlig fra Danske Bank med en stor fratrædelse. Men hvad betyder skandalen for dig økonomisk? Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk og Linda Nielsen, ekspert i finansret, fortæller om konsekvenserne her. (Producer: Martin Lorentsen)

Danske Banks afgående topboss, Thomas F. Borgen, bør smides ud af regeringens og statsminister Lars Løkke Rasmussens eksklusive klub, Disruptionrådet.

Udover syv ministre fra regeringen sidder en lang række topchefer og organisationsformænd med ved bordet, når Disruptionrådet holder møder om fremtidens samfund. Og det er slet ikke et sted for bankchefer med hvidvask-skandaler under oprulning.

Det mener Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht. Han vil nu have Thomas F. Borgen smidt ud af Disruptionrådet.

- Det var upassende, at Thomas Borgen overhovedet sad i Disruptionrådet, før den her sag overhovedet den blev afklaret. Og nu er det helt åbenlyst, at det er upassende, at han stadig sidder med ved bordet. Jeg forventer, at statsministeren nu tager konsekvensen af det.

- Altså, at han skal smides ud?

- Ja. Altså, jeg kan godt forstå, at man vil have nogen siddende fra den finansielle sektor. Men nu sidder Thomas Borgen ikke længere i den finansielle sektor, fordi han stopper. Hvis det skal give nogen som helst mening, at man vil have gode råd fra folk til, hvordan man driver en sund og fornuftig bankforretning, så har han demonstreret, at det slet ikke er ham, der ved det. Så der er al mulig grund til, at der sker en udskiftning. Det forventer jeg, at statsministeren sørger for straks.

- Så hvidvask for milliarder, det er for meget disruption?

- Jamen, det er jo fuldstændig ud over alle grænser vanvittigt, hvis man skal have en person, der har haft ansvaret for Danmarkshistoriens største hvidvask-skandale skal sidde og rådgive Lars Løkke Rasmussen. Det tror jeg, at selv statsministeren kan se.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

OPDATERING KL. 12.15:

På Twitter svarer statsminister Lars Løkke Rasmussen imidlertid meget kort på spørgsmålet fra Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup:

Statsministeren uddyber imidlertid ikke sin kommentar. Og Statsministeriet vil på stående fod ikke fortælle, om Thomas Borgen er færdig i Disruptionrådet fra dags dato eller fortsætter, til rådets periode udløber med udgangen af 2018.

FAKTA: Disruptionrådet

Det er blot et år siden, at regeringen og Lars Løkke Rasmussen i maj 2017 nedsatte Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid.

Rådets hovedformål er at analysere, drøfte og komme med forslag til at:

  • Sikre et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, så alle danskere får del i udviklingen.
  • Fastholder og udbygger et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved dynamik og ordentlige forhold, og hvor der ikke sker social dumping.

Partnerskabet vil på i alt otte møder - startende fra maj 2017 og frem til udgangen af 2018 - diskutere en bred vifte af temaer i relation til de to ovenstående punkter.

178 kommentarer
Vis kommentarer