Klokkeklart løftebrud: Lovede ikke at 'piske' nyuddannede

Kovending: Regeringen vil skære i dimitendsatsen for nyuddannede. Men for 18 måneder siden var det totalt no-go

Klokkeklart løftebrud: Lovede ikke at 'piske' nyuddannede

Mette Frederiksen præsenterede på pressemødet tre hovedforslag - hør mere her.

Regeringen har foretaget en voldsom u-vending på spørgsmålet om nyuddannedes dagpenge.

Satserne var ellers fredet så sent som for 18 måneder siden.

Så klart var løftet fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), da han sidste år skulle fremlægge regeringens politik for nyuddannede dagpengemodtagere. Her var meldingen, at der var 'nix pille' ved dagpengesatsen for nyuddannede:

- Der er grundlæggende to måder at løse udfordringen med dimittendledigheden: Pisk eller indsats. Jeg tror på, vi kan hjælpe dimittenderne mere intelligent end ved at sænke dagpengesatsen, sagde ministeren så sent som i januar sidste år i Folketingssalen.

Ikke regeringens politik
Budskabet blev understreget af et Folketingssvar fra beskæftigelsesministeren, hvor han slog fast, at sænkelse af satserne ikke var S-regeringens politik:

'Jeg vil gerne understrege, at det ikke er regeringens holdning, at der skal skæres idagpengesatsen for dimittenderne. Det kan gøres mere intelligent. Noget af det, viskal se på, er i stedet, hvordan vi får skabt en tidligere og tættere kontakt til virk-somhederne. Det er vejen til et bedre og hurtigere jobmatch'.

Nu er der imidlertid foretaget en fuldstændig kovending i spørgsmålet, efter S-regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen har fremlagt et reformudspil, der skal få flere nyuddannede i arbejde. Dette betyder blandt andet, at dimitendsatsen sænkes til 9500 kroner om måneden. Derudover bliver dimmitendperioden halveret fra to til kun et år. Det fremgår af reformudspillet 'Danmark kan Mere 1'.

- Derfor foreslår regeringen, at vi strammer dimitendreglerne. I dag er det sådan, at unge kan gå direkte fra SU og markant op i ydelse fra det ene øjeblik til det andet. Vi vil gerne stille spørgsmålet om det er rimeligt. Det mener vi ikke, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet, hvor reformudspillet bliver præsenteret.

- For nyuddannede har jo lige fået en god uddannelse. Og det kan godt være, at man ikke kan gå direkte ud og få drømmejobbet. Men det er heller ikke det, der er det afgørende. For alene det at komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage har en kæmpe stor værdi, siger statsministeren.

Minister: Fremhæver akademikere
Adspugt, hvorfor han grundlæggende har ændret holdning til dimitendsatserne, svarer Peter Hummelgaard:

- Jeg har blandt andet dykket ned i, hvad er det for en afgang, der er fra A-kasserne. Der er en næsten dobbelt så høj andel, der melder sig ud af akademiker-A-kasser, før de fylder 35 end fra alle andre A-kasser. Det kunne tyde på, at nogen melder sig ind under uddannelse, trækker dimitenddagpenge og melder sig ud igen uden at bidrage til det kollektive forsikringssystem.

Erhvervsordfører på glatis
Og noget tyder på, at Socialdemokratiets nye politik er kommet til verden for ganske nyligt - helt i toppen af partiet.

Af et interview bragt så sent som i går søndag slog Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, nemlig fast i Altinget, at nyuddannede skulle have en ordentlig understøttelse.

- Mange har haft en gældsætningsperiode, mens de tager en uddannelse, og de skal så yderligere presses ved en lavere dimittendsats. Så det er ikke en farbar vej, siger Orla Hav bl.a. i interviewet, hvor han også rubricerer sænkelse af satser som noget, der hører 'piskesegmentet' til.

Udtalelserne blev pludseligt fjernet fra Altingets artikel om emnet i går og erstattet af en kommentar fra finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

- På det her spørgsmål udtaler Orla Hav sig ikke på vegne af partiet eller regeringen, siger finansordføreren om Orla Havs udtalelser, der altså ikke længere flugter med Socialdemokratiets.