Knald eller fald for regeringen: Indleder charmeoffensiv

Ministre skal forsøge at skaffe medvind til sundhedsreformen ved at rejse rundt til borgermøder

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup er enig med Engell - Løkke og co. er helt afhængige af, at planen med sundshedsreformen lykkes, for at de kan bevare regeringsmagten.

Det er ved at være sidste udkald for regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, hvis den skal vende et faretruende valgnederlag til sejr.

Med under tre måneder til valget har Løkke og co. spillet deres sidste trumfkort ud i skikkelse af en storstilet sundhedsreform.

– Det her bliver Løkkes alt eller intet-plan. Nu er det for alvor knald eller fald, lyder det fra Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell.

Reformen, som er forhandlet på plads med Dansk Folkeparti, er i store træk identisk med regeringens sundhedsudspil tidligere på året.

Spørg vælgerne
Et udspil, som ikke ligefrem har givet regeringen den ønskede medvind i meningsmålingerne.

I stedet har Venstre måttet konstatere, at udspillet har mødt stor intern modstand – ikke mindst profilen Søren Gade har rejst en hård kritik.

– Finansminister Kristian Jensen (V), det her virker ikke som en ting, der sælger billetter i befolkningen. Hvad skyldes det?

– Tja, det må du jo spørge vælgerne om, lyder det fra finansministeren.

– Tror du, at det her kan give jer det rygstød, I har brug for frem mod valget?

– Det håber jeg, men der er mange ting, man kan vælge sit parti efter. Man kan for eksempel vælge det efter udflytning af statslige arbejdspladser, man kan vælge det efter infrastrukturplan, man kan vælge det efter afgiftslettelser, eller man kan vælge det efter sundhedsreformen. Alle de områder er garanteret noget, der trækker op for nogle og ned for nogle andre. Jeg håber selvfølgelig på, at vi får et valg, der gør, at vi kan fortsætte bagefter. I forhold til, hvor vi stod forud for valget i 2011, så står vi i en langt bedre position til at genvinde regeringsmagten.

Gerne været det foruden
– Har alt baglands-halløjet ikke betydet, at billedet af reformen er blevet mudret, så den ikke har fået den positive modtagelse i befolkningen?

– Jeg havde da gerne set, at vi havde været det foruden. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Men jeg er ikke overrasket over, at regionsrådsforeningen mener, at det er et problem at nedlægge regionerne.

– Din forhenværende gruppeformand (Søren Gade, red.) mener det også?

- Jo jo, men nu skal vi i gang med at præsentere den aftale, der er. Folde den ud. Det kommer en lang række ministre til at gøre decentralt ude i Danmark på borgermøder.

360 kommentarer
Vis kommentarer